Butiksåbning gav trafikkaos
Da klokken nærmede sig 7,45 tirsdag morgen, var der nærmest trafikkaos ud for Coop 365 i Bredgade i Løgstør.
Tidspunktet for åbningen kolliderede med morgentrafikken, og der var rigtigt mange mennesker, der havde valgt at besøge den ny butik fra morgenstunden. Butikken gav en gavepose til de første 50 kunder.
Den nye butikschef og partner, Lea Johansen, bød kunderne velkommen med en stemme, der sikkert har været meget brugt de sidste dage.
Lea fortalte om butikkens nye tiltag med bake-off, der betyder, at der i fremtiden ville være frisk brød hver dag. Og så blev butikken fyldt op med kunder, som ville se det nye koncept.