Brødrene Olsen udvider malerfirma med ny butik
Det er med spænding i kroppen, at malerfirmaet Brdr. Olsen har åbnet en ny butik i Støvring. Især én ting vil adskille dem fra andre farvehandler
STØVRING: I fire år har brødrene Sune og Ronni Thiemer Olsen haft malerfirmaet Brdr. Olsen sammen.
Nu har de besluttet at udvide firmaet med en fysisk butik i Støvring. 1. april åbnede de derfor dørene op til malerbutikken Thiemers Farver, der ligger på Viborg 13.
Bag navnet gemmer sig også det gamle Støvring Maleren, som i sin tid blev født på Viborgvej 10D, men nu er ejet af brødrene.
I butikken vil man som kunde oftest møde Ronni, da Sune fortsat vil være mest i marken og udføre maleopgaver.
Ideen til at åbne butikken opstod blandt andet, fordi de i forvejen solgte en del produkter til eksisterende kunder.
- Jeg sidder her alligevel ofte og arbejder med forskellige tilbud. Så kan jeg lige så bestyre en butik samtidig med det andet, siger Ronni.
De to brødre læner sig op ad deres far, Jan Thiemer, der har mange års erfaring indenfor feltet og derfor hjælper sine sønner med forskellige opgaver.
- Vi sætter stor pris på hans ekspertise og knowhow, siger sønnerne
Udover det praktiske i at optimere arbejdsgangen har brødrene også et klart mål om at kunne noget, som de andre farvehandlere ikke kan. Noget, der ifølge dem mangler på markedet.
- Hos os har vi den helt rigtige ekspertise. Alle, der står i butikken, er uddannede malere. Planen er helt klart, at vi vil leve på vores gode service og dele vores viden med vores kunder, siger Sune og forklarer, at butikken kører med et særligt koncept, der sikrer varer af høj kvalitet.
- Konceptet er fra Nordsjö og hedder Malerens Lagersalg, hvilket indebærer, at produkterne er den samme professionelle linje, som firmaet selv bruger, når vi er ude at udføre opgaver.
Åbent efter lukketid
Kigger man på hjemmesiden, vil man kunne læse, at butikken har åbent mandag til fredag fra 11 til 17, og lukket i weekenderne. Men det særlige ved brødrenes nye forretningsmodel er, at de aldrig har helt lukket, forklarer Sune.
- Vi har noget, vi kalder "call and collect". Det vil sige, at man til enhver tid kan ringe til os, og så vil vi komme og servicere kunderne.
Ideen til "call and collect" opstod, fordi brødrene så, der var et stort kundebehov.
- Jeg har prøvet mange gange, at folk ringer til mig og spørger, om jeg kan hjælpe dem, fordi de har købt en spand maling for lidt, og så står de pludselig og mangler det kokken otte om aftenen, fortæller Sune.
Da begge brødre bor tæt på butikken, vil de altid kunne være på pletten indenfor få minutter.
Udover at butikken aldrig helt er lukket, kører brødrene også gerne ud med varer til de lokale kunder, hvis der er behov for det.