
Boligsalg: Lettere at sælge end at købe
Hverken øget lokal beskæftigelse eller stigende renter lader til at på husmarkedet i mindre by
AALESTRUP: Med renter, der er begyndt at stige, og priser på dagligvarer der sluger en stadig større del af budgetterne, skulle man måske tro, at boligsalget i mindre byer var ved at blive ramt af køberes stigende forsigtighed.
Men svaret er nej. I hvert fald i Aalestrup.
- Det er ikke et problem at sælge boliger. Slet ikke. Det er mere med at få huse nok, der er til salg, siger Ole Mortensen, ejendomsmægler og indehaver af byens Estate Mæglerne.
Han er specialist i Aalestrup og egnen sydover omkring Møldrup i Viborg Kommune. Med mange års erfaring i branchen kan han se mange tegn på ændringer i boligsalget. Hvis de altså er der. Og det er de ikke.
Venter på effekt
- Aalestrup er jo en god by for pendlere. Byer som Randers, Viborg og Aalborg er indenfor rækkevidde, når man bor her. Det tiltrækker en del. Og vi har også en del forespørgsler liggende, som vi gerne vil opfylde, fortæller han.
Effekten af det lokale erhvervslivs succes ser han ikke smitte af på boligmarkedet. Endnu i hvert fald.
Virksomheder som Treco, Fjelsø Stål og Himmerlandskød har alle udvidet medarbejdergruppen betydeligt de sidste år, og lokalt håber mange, at det vil føre til flere tilflyttere,
Især er der forhåbninger til det nye hypermoderne slagteri, som Himmerlandskød indvier efter sommerferien. Her kommer 100 nye job i gang.