Det kræver plads at skabe en stor læskærm til en terrasse. Foto: Lars Pauli
Shopping

Bjarkes skæve opgaver i den gamle biograf

Autosadelmageren i Hadsund arbejder uden standardmål, når han syr til bil, båd og campingvogn

06. september 2022 kl. 14:18

HADSUND: Er kalechen til din sportsvogn itu? Har du brug for en presenning til båden? Eller hvad med en læskærm, som passer lige præcis til din terrasse?

Det er den slags opgaver, som Bjarke Larsen elsker at løse. Han er autosadelmager og har i et par år haft til huse i Storegade 7-9 i Hadsund. Hans enmands-biks hedder Berry Curtains - forklaringen på det engelsk-klingende navn vender vi tilbage til.

48-årige Bjarke Larsen er uddannet autosadelmager i 2008. Hans svendeprøve bestod i at lægge et nyt læderbetræk i en Opel Astra, men i virkeligheden er det ikke bilsæder, der fylder mest i hans arbejdsdag. - Min største kundekreds er nok bådfolk, der skal have syet nye hynder og interiør, fortæller Bjarke Larsen, der også syr kæmpestore, kraftige presenninger, der passer til den enkelte båds ukurante dimensioner.

Hans arbejde kræver store armbevægelser. Aktuelt er han ved at sy en flere meter lang læskærm, der skal monteres på en terrasse. Det store, kraftige materiale skæres og sys på en kæmpe bord.

Heldigvis har han pladsen, for Berry Curtains lokaler husede i fordumstid Hadsund Bio. Værkstedet ligger i den lille sal, mens den store biografsal indtil videre er lager.

Bjarke Larsen driver gardinbutikken Berry Curtains i lokalerne, som engang husede Hadsunds biograf. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Autosadelmageren og hans store ruller med solidt stof, værktøj og arbejdsborde præger lokalerne, men stedet dufter stadig en hel del af biograf.

I foyeren pryder filmplakater fra fortidens biografhit, og Bjarke Larsens værksted har det gamle filmlærred som baggrund. På døren ind til arbejdsrummet står ”Bio 2”

- Jeg vil ikke fjerne de gamle biografting. Jeg synes, de ligesom hører til lokalerne, siger Bjarke Larsen, der foruden hele biografkomplekset i stueetagen også har lejligheden på førstesal, hvor han bor privat.

Sæder i sportsvogn

Han ville i sin tid gerne være automekaniker. Men en skadet hånd forhindrede ham i at gå i den retning. Alternativet blev autosadelmager, der trods alt lugter lidt af biler.

- De gamle filmplakater hører til i forretningen. De skal ikke væk, siger Bjarke Larsen. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Og selv om sejlende kunder er i flertal, fikser han gerne biler. Det er ofte ejere af veteranbiler eller amerikanerbiler, som har brug for nyt betræk. F.eks. har Bjarke Larsen ombetrukket sæderne i en Chevrolet Camaro sportsvogn.

- Opgaverne er meget forskelligartede, og ingen dage er ens, konstaterer han.

Gardiner og tæpper

Berry Curtains leverer også gardiner og tæpper. Bjarke Larsen besøger både private og erhvervsvirksomheder med et udvalg af stoffer og tager mål. Han samarbejder med en systue, der producerer det færdige produkt.

Stof i mange forskellige og kraftige materialer. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Men folk tyr især til autosadelmageren, når de skal have repareret eller udskiftet noget, som man ikke kan købe færdigsyet. F.eks. gulvtæpper, hynder og topmadrasser til campingvogne og både. Interiør, der næsten altid skal laves på mål, og i hvert fald ikke kan købes i en almindelig forretning.

Hvorfor kalder autosadelmageren Bjarke sin butik for Berry Curtains? Forklaringen ligger i, at han startede sin butik i København.

- Her er mange flere, som ikke taler dansk, så navnet måtte gerne lyde lidt internationalt. At det lige blev Berry Curtains, er der ikke nogen forklaring på udover, at jeg synes det klinger godt, smiler han.

Annonceret indhold

Nyeste