Alt fra møbler til børnetøj: Stor genbrug åbner i Suldrup
SULDRUP: LIFE Genbrug slår i morgen dørene op til sin fjerde butik i Nordjylland - denne gang i Suldrup, hvor borgerne får mulighed for at handle gode fund til hjemmet.
Den nye butik åbner tirsdag d. 16. oktober kl. 10 på Stensgade 6 i Suldrup.
Lokalet er på hele 1000 kvadratmeter, og her vil man især kunne finde møbler og byggematerialer, men også brugskunst og børnetøj.
- Vi bliver klar til i morgen! Vi har alle varerne på plads, så der mangler bare lidt prismærkning og oprydning, så er vi klar til at slå dørene op. Der bliver pølsevogn herude, og så kan man få gratis kaffe og kakao de næste tre dage, hvor vi fejrer åbningen, fortæller butiksansvarlig Allan Lorenzen med et stort smil.
Frivillighed og fælleskab
Bag LIFE Genbrug står den nordjyske, velgørende forening Charity, der siden 2014 har arbejdet for at forbedre menneskers livsvilkår i både ind- og udland. Gennem deres genbrugsbutikker skaffes midler til sociale projekter som ferieaktiviteter for familier, mentorordninger, nødhjælpsarbejde og meget mere.
- Butikkerne bliver passet af frivillige, og vi gør meget ud af, at det skal være et godt sted at arbejde som frivillig. Alle skal have det rigtig godt her og må komme og hjælpe det, de kan, fortæller Allan.
Han forklarer, at alle varer i butikkerne er doneret af private - og at der altid er brug for nye bidrag.
- Hvis man har noget til overs i hjemmet, er man meget velkommen til at bruge os til at komme af med det og på den måde bidrage til vores sociale arbejde, siger han.
Genbrugseventyret fortsætter
LIFE Genbrug findes i forvejen i Støvring, Klarup og Skalborg, og Suldrup bliver dermed den fjerde butik i rækken - men bestemt ikke den sidste.
- Vi har planer om at åbne én til to genbrugsbutikker om året. Det er to år siden, vi åbnede den første i Klarup, og nu er vi oppe på fire i alt. Og vi er slet ikke færdige - der kommer flere butikker i Nordjylland, siger Allan.
Han håber, at den nye butik også kan give et positivt skub til det lokale erhvervsliv.
- Vi kan se, at folk kommer langvejs fra til de andre butikker, så vi håber også at kunne trække flere handlende til byen med denne store forretning, siger han.
Butikkens åbningstider bliver torsdag og fredag kl. 13-17 samt lørdag kl. 10-14 med betjening - og derudover åbent hver dag fra kl. 8-21 med selvbetjening ligesom i Støvring.