Privatfoto
Shopping

32-årige Natasja med 16 års butikserfaring: Nu bliver hun chef for det hele

Dagli'Brugs har fået ny uddeler

06. oktober 2022 kl. 12:00

HORNUM: Hun er kun 32 år gammel - men har hele 16 års erfaring i koncernen...

Sådan lyder den korte beskrivelse af Natasja Hymøller, der pr. 1. oktober har overtaget tøjlerne som uddeler i Dagli'Brugsen i Hornum.

Med 16 år i Coop-koncernen, som Dagli'Brugsen er en del af, føler hun sig nu klar til at stå i spidsen for en butik som uddeler. 

Det synes Coop også, så sådan bliver det.

Og det ser Natasja Hymøller frem til.

- Det har været en drøm lige siden jeg i 2006 startede som 16-årig servicemedarbejder i Coop, fortæller Natasja Hymøller.

Natasja Hymøller.

Jobbet som servicemedarbejder betød, at hun efter 9. klasse tog en HG på handelsskolen, hvilket førte til, at hun efterfølgende fik en uddannelse som salgsassistent i Dagli'brugsen i Balling.

Her var hun med til at starte Ballings afdeling i Oddense. Senere købte samme brugs også op i Gedsted.

Efter udstået læretid i Balling var Natasja Hymøller ansat yderligere et år i Balling, hvorefter hun tog til Fakta i Vinderup for at blive souschef. 

Da var hun kun 20 år gammel.

Her blev hun butikschef - men fik efterfølgende ansættelse i SuperBrugsen i Øster Jølby på Mors og var her butikschef.

Seneste har hun været i Fakta i Nykøbing Mors samt souschef i SuperBrugsen i Aalestrup.

Dagli'Brugsen i Hornum

- Ja, så jeg har da lige været lidt rundt omkring for at hive mig noget erfaring til, og nu er jeg klar til at leve drømmen ud og blive uddeler, siger Natasja Hymøller, der bor i Skive sammen med sin kæreste og parrets datter på kun halvandet år.

Arbejder på fabrik

- Min kæreste arbejder på fabrik. Det passer fint, at han har faste arbejdstider, lyder det grinende fra Natasja Hymøller, der med kørsel frem og tilbage mellem Hornum og Skive får ekstra lange arbejdsdage.

- Men det passer mig nu fint med en køretur, så får jeg lige koblet lidt af, siger Natasja Hymøller, som ikke skjuler, at hendes hjerte i den store Coop-koncern altid har været hos brandet Dagli'Brugsen.

- For mig er det der, hjertet ligger. Det flagskibet, og Hornum har en virkelig lækker butik, der er meget indbydende med blandt andet nye kølemontre, siger hun - og glæder sig til med sin store erfaring i rygsækken at give netop Dagli'Brugsen i den vesthimmerlandske by et skub ind i fremtiden.

Omsætningen ligger i øjeblikket på omkring 18 mio. kr. årligt, men den skal ifølge Natasja Hymøller gerne endnu højere op.

Natasja Hymøller.

- Heldigvis hører jeg kun om opbakning til den lokale forretning fra folk i byen og på egnen. Og jeg er blevet taget godt imod, siger den nye uddeler, som ikke er i tvivl om, at en stærk lokal dagligvareforretning er noget af det vigtigste for at holde huspriserne oppe i et lokalområde.

Vigtigt for byen

- Den lokale skole og den lokale dagligvarebutik er meget vigtige ting, hvis man skal holde gang i et lokalområde, siger Natasja Hymøller, som på fredag fra kl. 15 til 18 siger "hej" til alle, der har lyst til at komme og hilse på i Dagli'Brugsen i Hornum. 

Hun vil sammen med bestyrelsen stå med lidt forskellige smagsprøver i butikken.

- Jeg vil glæder mig til at møde alle, siger Natasja Hymøller.

Annonceret indhold

Nyeste