René hoppede i traktoren: Kunderne skulle ikke sulte
I regn og slud, i sne og frost skal posten ud.
Sådan sang Morten Post i julekalenderen Vinterbyøster. Men sådan var det også, da ægteparret Charlotte og René Westphal Laursen skulle levere mad til ældre borgere fra Madgården i Arden under snestormen i går.
- Bilerne duede jo ikke til noget, så jeg spurgte René, om han ikke kunne hoppe ind i traktoren, fortæller Charlotte Westphal Laursen.
Som sagt så gjort. Det lykkedes ham at få leveret maden til de ældre, der stod og ventede på den.
Charlotte Westphal Laursen ejer og driver gårdbutikken Madgården fra ægteparrets landbrug i Arden. Her leverer hun mad til cirka 15 ældre borgere i området.
- Vi prøver at passe på dem. I snestormen var der jo ikke nødvendigvis nogle til af hjælpe dem, siger hun.
På gården har de blandt andet eget opdræt af limousinekvæg. Det får de ældre også at smage.
- René er faktisk lige kørt igen i traktoren. De skal have millionbøf af limosinekød, kartoffelmos og æblekage i dag, siger Charlotte Westphal Laursen, da vi snakker med hende torsdag.
De ældre var i øvrigt ikke de eneste, der fik en venlig hånd af René Westphal Laursen. På vejen stødte han nemlig på adskillige billister, der på den ene eller anden måde sad fast i sneen. De blev selvfølgelig hevet fri.