Støvring Cykler bygger nyt ved motorvejen
Simon Lassen, indehaver af Støvring Cykler, tager snart første spadestik til et 1270 kvadratmeter nybyggeri i Porsborgparken
Det går godt hos Støvring Cykler, der siden Simon Lassen overtog forretningen i 2016, har oplevet en markant vækst.
Det første år solgte butikken 447 cykler. Siden er det tal hvert år vokset, og i 2020 var tallet oppe på 2430 cykler.
En vækst, der pladsmæssigt har udfordret butikken i hjertet af Støvring.
- Vores pladsmangel er med tiden blevet mere og mere markant. Både plads til personale, værkstedsfaciliteter og ikke mindst lagerkapaciteten, hvor vi i dag har lagre fem forskellige steder rundt omkring i Himmerland for at have plads til cyklerne.
- Det er simpelthen for uhensigtsmæssigt og sætter også en masse begrænsninger for butikkens videre udvikling.
- Derfor har jeg i efterhånden et par år ledt efter egnede lokaler, men ville faktisk allerhelst bygge selv, og i sommers fandt jeg omsider den grund, jeg havde ledt efter.
- En grund på Porsborgparken ude ved motorvej E45, hvor jeg vil opføre et 1270 kvadratmeter stort showroom, lager, værksted og med en tilhørende testbane, så man eksempelvis kan prøvekøre mountainbikecykler i terræn, fortæller Simon Lassen, der med det samme skynder sig at fastslå, at butikken på Hobrovej 72 Støvring består.
En del af byens identitet
- Butikken i hjertet af Støvring forbliver selvfølgelig. Det er jo en af Danmarks ældste cykelbutikker med rødder tilbage i 1913. En butik, som nærmest er blevet en del af Støvrings identitet med den velkendte facade ”Cigarer, Cykler og Symaskiner”, så den rører jeg ikke ved. Tværtimod vil de nye faciliteter gøre det muligt at gøre butikken på Hobrovej til en endnu bedre oplevelse for kunderne.
- Det nye byggeri på Porsborgparken er således udelukkende en udvidelse, som i øvrigt kommer til at bære navnet smartcykler.dk, og hvor det derfor også er meningen, at der skal satses endnu mere på nethandel til hele landet.
- Vi har lige lanceret en helt ny og indbydende webshop med cykler i alle prisklasser.
- Beliggenheden lige ud til motorvej E45 er også helt optimal. Hver dag kører omtrent 20.000 biler forbi, og her vil smartcykler.dk blive meget synlig. Det er god og værdifuld markedsføring, fortæller Simon Lassen.
Simon Lassen indrømmer gerne, at byggeriet ved motorvejen er en kæmpe satsning.
- Jeg har en god butik i dag og kunne godt fortsætte som hidtil og være en tilfreds mand. Men jeg drives af vækst og muligheder, og mine medarbejdere har det på samme måde.
- Vi er et super stærkt team på i alt 15 mand, der får energi og gejst af at arbejde med vores passion og ved at tage nogle skridt fremad og gøre en forskel i branchen. Derfor synes jeg også, at udvidelsen er helt oplagt og måske kan være med til at sætte Støvring endnu mere på landkortet, lyder det afsluttende fra Simon Lassen.
Byggeriet forventes at gå i gang lige efter påske, og hvis alt går efter planen, står det færdigt 1. november 2021.