Undersøgelsen af trafiksikkerheden for cyklister skal omfatte hele Skørping by og ikke blot i rundkørslen. Foto: Torben Hansen
Livet her

Bilforhandler og ingeniør tager affære - nu skal der fokus på trafiksikkerheden

To erhvervsdrivende har iværksat projekt, hvor private bidrag skal finansiere ekspertundersøgelse af cyklisters forhold i hele Skørping by

08. juni 2021 kl. 12:37

SKØRPING: I øjeblikket er en privat indsamling i fuld gang i Skørping området, og formålet er at få undersøgt trafiksikkerheden for cyklister i byen grundigt.

Bag det usædvanlige initiativ står to lokale erhvervsdrivende i skikkelse af bilforhandler Christian Ovesen og rådgivende ingeniør Jesper Sørensen.

- Vi mødtes tilfældigt lige efter, at en 55-årig mand cyklist 19. maj blev alvorligt kvæstet, da han blev påkørt af en lastbil i rundkørslen ved Skørping Skole. Vi snakkede om den generelle trafiksikkerhed og blev enige om at nu var tiden kommet til at gøre noget for specielt cyklister i byen, fortæller Jesper Sørensen, der som uddannet vej- og anlægsingeniør driver selvstændig rådgivende virksomhed.

Mange forslag på Facebook

I forlængelse af den alvorlige trafikulykke i rundkørslen har trafiksikkerheden i Skørping specielt for de bløde trafikanter været et meget debatteret emne i den lokale Facebook gruppe.

- Alle her har med deres opslag på Facebook en holdning til hvordan der kan gøres noget for at forbedre sikkerheden. Det er ikke blot rundkørslen folk har fokus på, men også mange andre steder i byen, blandt andet på Møldrupvej. Fordi de mange opslag med forslag til forbedringer peger i alle mulige retninger har vi besluttet at der nu skal laves en generel ekspertundersøgelse af trafiksikkerheden for cyklister, der skal omfatte hele byen, påpeger Jesper Sørensen.

Betalt ekstern ekspertbistand

I hans eget faglige netværk har han en ekspert på området, som er klar til at foretage undersøgelsen og komme med konkrete forslag til mulige tiltag til forbedringer af trafiksikkerheden for cyklisterne.

Til at finansiere den eksterne ekspertbistand har han sammen med Christian Ovesen iværksat en privat indsamling.

- Vi har hver især selv bidraget med 2500 kroner, og Skørping Arden Vognmandsforening med 2000 kroner. På nuværende tidspunkt har private bidraget med yderligere omkring 8500 kroner. Målet er at nå op på mindst 20.000 kroner som grundlag for at få udarbejdet den ønskede trafiksikkerhedsvurdering med konkrete forslag til at skabe større sikkerhed for cyklisterne. Ikke blot blandt eleverne på Skørping Skole nabo til rundkørslen, men også for de mange motionscyklister i området, understreger Jesper Sørensen.

Dialogmøde med kommunen

Når den hyrede trafikekspert er færdig med sin undersøgelse, vil de to initiativtagere til den private indsamling arrangere et dialogmøde efter sommerferien med Rebild Kommune for her på saglig vis at drøfte, hvordan trafiksikkerheden for cyklister kan forbedres markant i Skørping by.

- Jeg har selv tre børn, der er elever på Skørping Skole. Som det forholder sig nu hersker der hver morgen næsten kaotiske forhold i rundkørslen, når de omkring 750 elever og 110 ansatte møder ind, og det er efter min mening blot et spørgsmål om tid, før der her igen sker en trafikulykke, erklærer Jesper Sørensen og tilføjer:

- I øvrigt blev en skoleelev så sent som fredag formiddag påkørt af en bil, da han krydsede Møldrupvej på vej i skole. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt ved påkørslen.

Hvorfor tunnelløsning droppet

Han undrer sig meget over hvorfor den planlagte tunnelløsning ved rundkørslen for at tilgodese de bløde trafikanter blev helt droppet ved anlægsstarten i efteråret 2010.

To tunneller sparet væk

Oprindeligt var der tilbage i 2010 planlagt anlæg af to tunneller for især børnene til og fra Skørping Skole ved rundkørslen i Skørping.

Men fordi anlægget af rundkørslen ved den første licitation var 7,7 mio. dyrere end beregnet, blev anlægsprojektet genudbudt ved en ny licitation 30. august 2010.

Her var anlægget af de to tunneller pillet ud for at spare, og i det nye udbudsprojekt i stedet erstattet af fodgængerfelter i rundkørslen, der har en diameter på 30 meter.

- Det går jo også ud over trafiksikkerheden for vores børn. Tidligere undersøgelser foretaget af det rådgivende ingeniørfirma COWI viser at 65 procent af udgifterne forbundet med personskade ved trafikuheld ender som en kommunal udgift. Så det millionbeløb som byrådet i sin tid sparede ved at droppe tunnelløsningen kan efter min mening derfor nemt vise sig i stedet på sigt at blive en markant merudgift for Rebild Kommune, understreger Jesper Sørensen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu