Anders Hoffgaard er initiativtager og med i den lille arrangørgruppe, som lørdag lancerede Skørping Midsommer Lounge.Foto: Kim Dahl Hansen
Livet her

Anders var glad: - Folk hygger sig jo

Der var styr på sikkerheden, da Skørping lancerede sin nyskabelse mellem bøgetræerne - Midsommer Lounge med afslapning i farvede zoner

12. juni 2021 kl. 18:34

SKØRPING: Kølebokse og klapstole var en del af udstyret for gæster, som lørdag vandrede til musikfest i parken ved Skørping Privathospital.

Betalingsmidler kunne de godt lade blive hjemme, for det var ganske gratis at få adgang til græsplænen mellem de høje bøgetræer, som holdt stand mod lørdagens stride vestenvind.

Lokale kunstnere stillede op og bød ind med afdæmpet musik fra scenen til Skørping Midsommer Lounge. Der var skruet tilpas meget ned for volumen, så publikum snakkede og hyggede sig. Og det var lige præcis meningen.

- Vi vil skabe et uformelt miljø, og det skal ikke være for stort, sagde Anders Hoffgaard, initiativtager til det nye tiltag.

Uformelt, afslappet, hyggeligt, mens afdæmpet musik fylder parken ved privathospitalet. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Det var tilrettelagt med de begrænsninger, som corona-situationen kræver. Op til 1000 mennesker måtte komme ind bag afmærkningen, og derinde havde de ikke frit spil. På forhånd måtte man vælge en af fem zoner med plads til 200 i hver.

Flest søgte mod gul og grøn zone nærmest scenen, men de rummelige arealer efterlod pæn og sikker plads mellem siddende grupper af mennesker.

Ved være zone tjekkede smilende kontrollanter, at gæsterne havde et gyldigt coronapas, og så noterede de telefonnumre på hver eneste, så der var styr på eventuelle nærkontakter i tilfælde af en smittesag.

Kunstnere fra lokalområdet, her Thomas Blum med band, underholdt. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Således fik Birgitte Haldrup udleveret en del telefonnumre. Hun havde meldt sig frivilligt til en tjans ved vagtbordet.

- Jeg bor i Skørping, så i dag får jeg hilst på rigtig mange, jeg kender, sagde Birgitte Haldrup, som gerne vil bakke op om initiativet.

- Det er fedt, at vi kan få gang i sådan et musikarrangement i Skørping.

Helstøbt næste år

Midt på eftermiddagen var måske godt 400 mennesker på plænerne.

500 ud af de 1000 pladser er fint for Anders Hoffgaard, der ikke havde ventet fuldt hus. Han tænker allerede på næstes midsommerlounge i Skørping.

Om festen bliver gratis igen, vides ikke, men Anders Hoffgaard håber det.

- Årets lounge er lidt amputeret, fordi vi ikke kan sælge drikkevarer og mad. Det kan vi næste år, hvor vi satser på en helstøbt oplevelse.

Kontrollanter tjekker coronapas. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Økonomien holder, takket være støtte fra kuturpuljer og lokale virksomheder, samt et lavt musikbudget.

- Men vælger vi at engagere et anerkendt musiknavn som Jacob Dinesen eller Jonah Blacksmith, taler vi om helt andre udgifter, der kan kræve entre, siger han.

Arrangørerne vil nu evaluere debutten og opfordrer gæsterne til at komme med input.

Endelig lidt kultur: Arrangementet Skørping Midsommer Lounge debutere 
Foto: Kim Dahl Hansen

- Vi har jo ikke nogle særlige visioner eller en færdig plan for fremtiden. Midsommer Lounge skal bare have lov at udvikle sig til det, den nu engang kan blive til.

Men den nye musikfest mellem bøgetræerne skal ikke være som mange andre festivaler.

- Jeg tror, at tiden er til noget i nyt i forhold til de klassiske musikfestivaler med Johnny Madsen, kopibands og Kim Larsen-musik. Skørping har undergået et generationskifte, og der er kommet flere yngre. De er klar til sådan en byfest 2.0, siger Anders Hoffgaard.

 
Foto: Kim Dahl Hansen

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu