Præsten siger farvel - denne gang for alvor
VILSTED: Søndag runder sognepræst Michael Bergerud sin afskedsrunde til de tre sogne, Ranum, Malle og Vilsted af med det, der ser ud til at blive hans sidste prædiken. Forude venter pensionen, som han faktisk havde sagt goddag til, da han i maj 2023 fratrådte sit embede i Fåborg/Årre sogn i Sydvestjylland, men denne gang er det alvor.
- Jeg vil gerne have tid til at rejse, læse, måske skrive bøger selv og deltage i kulturlivet i området. Jeg er for nylig begyndt at male og er blevet medlem af gruppen "Rammen". Som præst er man bundet seks dage om ugen, og det levner ikke megen tid til fritidsaktiviteter, siger Michael Bergerud, der efter sin afsked i 2023 flyttede til Løgstør for at nyde sit otium.
Men sådan gik det ikke.
- Det rygtedes, at jeg gik ledig. Den slags er ikke nemt at holde hemmeligt, fordi der er så stor mangel på præster, så i december 2023 påtog jeg mig et tre måneders vikariat i sognene Lovns, Alstrup og Strandby. I marts 2024 fik jeg en henvendelse fra menighedsrådene i Ranum, Malle og Vilsted, som havde brug for hjælp. Den daværende sognepræst, Tom Hagedorn, var syg og havde brug for aflastning, og jeg blev bedt om at træde til, fortæller Michael Bergerud.
Tom Hagedorn døde i august, og siden har Michael Bergerud været alene om jobbet, som han hele tiden har været særdeles glad for.
- Jeg har et godt forhold til menighederne, og menighedsrådene er uforlignelige, meget kreative og engagerede. Havde jeg været yngre, var jeg blevet, siger 68-årige Michael Bergerud.
Roserne sendes i høj grad den anden vej, fortæller formanden for Ranum/Malle menighedsråd Peter Greth Jensen.
- Vi har været meget glade for Michael. Han er nem at omgås, dygtig, og der har været en rigtig god kemi. Og jeg må sige, at han har løftet mange tunge opgaver, siger han.
Nu står menighederne uden præst, men håbet er, at det ikke varer længe. Repræsentanter for menighedsrådene var for nylig til matchmaking på pastoralseminariet i Aarhus og ifølge Peter Greth Jensen vendte de hjem med optimismen i behold.
- Vi er fulde af fortrøstning. Vi er selvfølgelig klar over, at det ikke er så nemt, men stillingen er slået op med ansøgningsfrist 1. november, og så håber vi til den tid at have tre-fire ansøgere at vælge imellem, siger han.
Gudstjenesten i Vilsted Kirke begynder kl. 11. Bagefter er menighedsrådet vært med vådt og tørt, og så er der mulighed for at tage ordentlig afsked med Michael Bergerud.