Billede beskrivelse

Ny udstilling med værker af Ib Rehnés enke

31. oktober 2025 kl. 06.01

STØVRING: Modne mennesker vil givetvis huske DR´s næsten ikoniske udenrigskorrespondent Ib Rehné og hans afmelding "Ib Rehné, Cairo".

Færre ved nok, at hans enke, Mette Rehné, var kunstner og har skabt en lang række værker på bestilling af virksomheder og organisationer som FDB, Netto, Fakta, Elsam, Amagerbanken, Københavns havn, Phønix og Den Danske Bankforening.
Mette Rehné, der stammer fra Vendsyssel, har lavet flere opgaver i landsdelen.

For eksempel fire billeder til Store Vildmose, der er at finde som naturtavler ved Vildmoseporten, Pindstrup Mosebrug, Højmosen samt Trædestenene. Dertil kan nævnes en bestillingsopgave til Spar Nord Fonden - en serie ved navn “Tre perler på en snor” med illustrationer af Frederikshavn, Skagen og Sæby.

Enkelte af hendes værker har kunnet ses på udstillinger i Charlottenlund og Frederikshavn, og to af hendes billeder er udstillet på Grand Palais i Paris.

Billede beskrivelse

Men en separat udstilling af hendes værker er først for nylig blevet til. Den har titlen "At rejse er at leve" og havde fernisering i juni på Kaosfabrikken i Løkken.

Her var Hanne Hansen, der er medlem af Støvring Menighedsråd, på ferie, og hun faldt tilfældigvis over udstillingen, som hun fandt meget fascinerende.

- Både hendes malerier og hendes plancher, der fortæller om deres liv rundt omkring i verden, er meget spændende, og jeg fik den ide at skaffe udstillingen her til sognegården i Støvring. Jeg spurgte de øvrige medlemmer af kunstudvalget, og de var med på ideen, fortæller Hanne Hansen.

Mette Rehné døde i 2023, og det er hendes datter, Anna, der sammen med Ellen Raunsmed fra Kaosfabrikken har sammensat udstillingen. Hun var lørdag i Støvring for at hænge billederne op og vender tilbage nu på lørdag til ferniseringen.

- Både min mor og jeg var og er venner med Ellen, og der har igennem årene været snakket en del om at lave en udstilling. Det blev så først nu. Den består af mere end 20 værker, som jeg havde derhjemme, og både Ellen og jeg ville gerne have dem frem i lyset, fortæller Anna Rehné.

Hun havde ikke gjort sig mange forestillinger om, udstillingen skulle ud at "vandre", men nu er den altså i Støvring, og her ender det muligvis ikke.

- Man er meget velkommen til at henvende sig, hvis man er interesseret i at lægge lokaler til udstillingen, siger Anna Rehné.

Mette Rehnés billeder er naivistiske, og mange af hendes værker er naturligvis inspireret af de steder, hvor parret boede, ikke mindst i Mellemøsten. Billedsproget er farverigt og figurativt med let genkendelige motiver og mange detaljer.

Der er fernisering på Støvring Sognegård lørdag kl. 11.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste