Tørre tal i gammel fiskefabrik
Flyttede fra Aars til Løgstør
LØGSTØR: Efter at have drevet "Regnskabsservice" i Aars gennem en årrække har indehaver Else Wiese flyttet virksomheden til Løgstør.
Hun har lejet sig ind i administrationslokalerne i en tidligere fiskefabrik i byen, hvor hun driver virksomheden sammen med sin datter, Louise.
Efter i en lang årrække at have haft "rullende regnskabskontor", hvor hun tog ud til kunderne, så købte hun i 2017 "Regnskabsservice" i Aars og rykkede ind på kontor her.
Men har nu valgt at flytte tættere på Skarp-Salling, hvor hun bor.
- Mange virksomhedsejere har et ønske om at økonomifunktionen bliver varetaget af andre.
- Vi har kunder indenfor mange forskellige brancher, lige fra netbutikker til byggefirmaer, industri og håndværk, hvor vi varetager økonomifunktionen, siger Else Wiese, som fortæller, at de elektroniske muligheder i dag gør det meget lettere for virksomhedsejerne at ligge netop den funktion udenfor huset.
Hun har etableret virksomheden i 150 kvadratmeter store administrationslokale i den tidligere fiskefabrik, der er ejet af Peter Veggerby - og som netop er sat i stand.