To nye ansigter hos Invita Hobro
Pia Møller (t.v.) og Julie Petersen (t.h.) er begge startet som indretningskonsulenter hos Invita i Hobro
HOBRO: Invita på Jyllandsvej 2 i Hobro har budt velkommen til to nye medarbejdere, der begge er indretningskonsulenter.
Pia Møller, der har mere end 20 års erfaring i køkkenbranchen, er vendt tilbage til Invita i Hobro efter nogle år hos svenske Nobia.
Svenskerne står bag en række køkkenbrands i Europa.
- Jeg er rigtig glad for at vende tilbage. Her er først og fremmest en god stemning, og så leveres der kvalitet hele vejen igennem.
- Det er jeg glad for igen at blive en del af, siger Pia Møller.
Det andet nye ansigt er Julie Petersen, der kommer fra en stilling som indretningskonsulent hos HTH i Aalborg.
- Min kæreste og jeg er flyttet til Hobro, så det passede perfekt, at der var et job ledigt her i butikken.
- Jeg har fået en rigtig god start, og jeg glæder mig til at hjælpe kunderne her i området med nye, flotte og stilfulde køkkener, lyder det fra Julie Petersen.