Her er teamet bag F1 Arkitekter, som tilbyder arkitektrådgivning i hele byggeprocessen fra idé til færdiggørelse. De får kontor på Sdr. Kajgade i Hobro, hvor Fjorden Arkitekter i dag holder til. Fra venstre Mads Gjerding, indehaver og bygningskonstruktør, Hauge Bjerre Nielsen, arkitekt, Simon Sørensen, indehaver og projektleder, Jesper Vejrum, arkitekt, Julie Gjerding, energikonsulent og Bo Graugaard, arkitekt.
Mennesker

To lokale virksomheder smelter sammen til én

09. november 2022 kl. 10:20

HOBRO: Fjorden Arkitekter i Hobro og 1:1 Byggerådgivning Aps i Mariager forener fra 1. januar 2023 deres erfaring, viden og dynamik til en ny tegnestue med navnet F1 Arkitekter Aps.

Den nye virksomhed får adresse i lokalerne på havnen i Hobro, hvor Fjorden Arkitekter i flere år har haft til huse.

Fjorden Arkitekter blev etableret i 2002 og drives stadig af Hauge Bjerre Nielsen og Bo Graugaard. 

- Efter 20 år med egen tegnestue på havnen i Hobro ser vi frem til det nye spændende samarbejde med alle, som Mads Gjerding bringer med ind i samarbejdet under sine vinger, lyder det fra Bo Graugaard og Hauge Bjerre.

- Samtidig ser vi tidspunktet som ideelt nu - hvor andre måske kunne kalde det rettidig omhu, her hvor Hauge lige har fyldt 70, og Bo runder 65 kort efter nytår, og hvor vi kan videreformidle vores faglige erfaringer, som vi hver især har oparbejdet fra tidligere tegnestuejob og 20 år med tegnestue i Hobro, fortæller de til Nordjyske.

Flot og funktionelt

1:1 Byggerådgivning blev etableret i 2019 i Mariager af Mads Hornbæk Gjerding med en klar vision om at tegne flotte og funktionelle huse, samt at give netop byggerådgivning til større og mindre projekter.

Firmaet løser opgaver for private, virksomheder og kommuner. I særdeleshed inden for enfamiliehuse samt rækkehuse og den deraf følgende lovgivning på området.

1:1 er specialiseret i visualiseringer af projekter, og da alle projekternes ansatte har en håndværksmæssig baggrund, inkorporeres den tekniske indsigt med arkitektens streger.

Samles på Sdr. Kajgade

F1 Arkitekter samles på Sdr. Kajgade 16 i Hobro, hvor Fjorden Arkitekter holder til. Her vil teamet tilbyde arkitektrådgivning i hele byggeprocessen fra idé til færdiggørelse.

Samarbejdet bliver stærkt - især med den erfaring og indsigt, som Hauge Bjerre Nielsen og Bo Graugaard besidder, fremhæver Mads Hornbæk Gjerding.

Den nye tegnestue i Mariagerfjord Kommune ser frem til at løfte opgaver både indenfor og udenfor kommunens grænser.

Hos F1 Arkitekter Aps glæder alle sig til årsskiftet, hvor de byder forretningsforbindelser, nye såvel som tidligere, velkomne.

Se også
Idé om ny biograf vækker begejstring: - Helt vildt fedt og visionært!
Annonceret indhold

Nyeste