Thomas fejrer sjældent jubilæum
Det ses ikke så ofte længere. Håndværkere, der bliver i samme virksomhed i mange år. Måske fordi det længe har været en branche med mangel på arbejdskraft, hvilket får flere til at skifte, da man måske ofte lige kan få lidt mere i lønposen et andet sted.
En undtagelse fra den tendens er Thomas Jensen, der netop har fejret et flot 20-års jubilæum hos tømrer- og snedkervirksomheden Kastberg A/S i Aars.
- Jeg har faktisk aldrig følt mig fristet af andet, og det er jo først og fremmest fordi, at jeg rigtig godt kan lide at være her, fortæller Thomas Jensen, der i sin tid blev udlært tømrer hos Vester Hornum Byggeindustri, hvor han efterfølgende arbejdede nogle år, inden han kort var omkring en tømrervirksomhed i Hobro og derefter et smut på Grønland som tømrer, inden han den 1. august 2003 landede hos Kastberg A/S.
Alsidighed og variation
- Udover at jeg kan lide at være her, så kan jeg også rigtig godt lide mit arbejde og tømmerfaget. Selvom der selvfølgelig er mange opgaver, der er ens, så er der alligevel altid en variation. Jeg elsker simpelthen alsidigheden, når man eksempelvis skal bygge et hus. Her er der jo mange forskellige opgaver i løbet af sådan en proces.
- Og så har jeg altid følt en ære og stolthed i det arbejde, jeg udfører. Det handler jo i bund og grund om at levere et godt stykke arbejde, så kunden er tilfreds, fortæller Thomas Jensen, der i sine 20 år som svend hos Kastberg A/S har haft adskillige lærlinge under sine vinger.
- Her vil jeg skyde på omkring én i snit pr. år, så det må jo blive til cirka 20, fortæller han.
Ingen planer om karriere- eller virksomhedsskifte
Med en alder på 48 år har Thomas Jensen mange gode år i sig som tømrer endnu, og der er derfor heller ingen aktuelle planer om hverken karriere- eller virksomhedsskifte.
- Jeg nyder mit arbejde, jeg passer på mig selv og holder mig i god form, så jeg har på ingen måde planer om at sadle om. Dermed ikke sagt, at jeg senere - måske om ti år - vil prøve noget andet. Det kunne eksempelvis være som pedel, servicetekniker eller lignende. Det skal i hvert fald stadig været noget, hvor jeg kan bruge mine hænder, slutter han.
Privat er Thomas Jensen gift med Gitte Lopdrup. Parret bor i Aars og har børnene; Kasper på 19 år og Katrine på 17 år.