Billede beskrivelse

Skiftedag: SOSU-assistent går ind i byrådet

Anna-Grethe overtager plads efter kendt politiker, der nu er i Folketinget

22. november 2022 kl. 16.00
Opdateret kl. 16.06

VESTHIMMERLAND: Torsdag er det skiftedag i Anna- Grethe Sperlings arbejdsliv.

Her træder hun ind i Vesthimmerlands byråd som afløser for Theresa Berg Andersen (SF), som netop er valgt ind i Folketinget.

Det sker efter at hun ved kommunalvalget sidste år akkurat ikke blev valgt ind for sit parti, og dermed står som førstesuppleant, når en af de valgte partifæller må melde forfald.

Hvor det akkurat glippede med byrådsvalget, blev hun til gengæld valgt ind i regionsrådet ved samme lejlighed. Her har hun siden siddet i to udvalg: Psykiatri- og Socialudvalget samt  udvalget for Regional Udvikling, Digitalisering og Innovation.

Nyt perspektiv

- Jeg glæder mig til at komme ind i byrådet samtidig med at jeg beholder min plads i regionsrådet. Det giver et nyt perspektiv, siger det kommende byrådsmedlem.

Anna-Grethe Sperling er uddannet SOSU-assistent, og har i flere år været tillidsmand for sine nærmeste kolleger i Løgstør-området. 

Formelt skal hun godkendes af byrådet inden hun får lov til at sætte sig ved sine tre partifæller, men det plejer at være en formssag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste