26-årige Sandra Rugren Andersen er startet som trainee hos Skørping Mægleren. Foto: Jesper Bøss
Mennesker

Sandra kan snart kalde sig ejendomsmægler

14. august 2022 kl. 13:30

26-årige Sandra Rugren Andersen er startet som trainee hos Skørping Mægleren. Her skal hun være indtil februar 2023, hvor hun kan kalde sig ejendomsmægler.

- Jeg har færdiggjort en finansbachelor og har det sidste halvandet år hentet erhvervserfaring som trainee hos mæglere i Aalborg, Støvring og nu også Skørping. Sammenlagt skal man have to års erhvervserfaring hos en mægler, før man er færdiguddannet, og det har jeg til februar. Det er rigtigt spændende at være hos en uafhængig mægler som Skørping Mægleren, der ikke er en del af en større kæde. Jeg føler, at det er meget mere frit, og man derfor også kan være mere kreativ med markedsføring og andre tiltag. Det tiltaler mig meget, fortæller Sandra Rugren Andersen.

Helle Aagaard (tv) og René Højen (th) byder Sandra Rugren Andersen velkommen. Privatfoto

Sandra bor i dag i Aalborg, men stammer fra Hellum. Sandras mor bor fortsat i Skørping, så Sandra fortæller, at det er lidt som at komme hjem.

- Jeg elsker bare området, herunder ikke mindst den fantastiske natur. Samtidig er der en rigtig hyggelig og lokal stemning i byen, som er en kontrast til storbyerne. Derfor er det da også et område, som jeg gerne vil fortsætte med at arbejde i, men nu må vi se, når jeg er færdiguddannet til februar, siger Sandra Rugren Andersen.

Annonceret indhold

Nyeste