Revisor, it-direktør og bygherre: Jan kan lidt af hvert
AARS: Koblingen er måske ikke helt indlysende.
Jan Betzer Pedersen er uddannet skatterevisor og har gennem 21 år været direktør i it-firmaet Cescom, indtil han i 2021, sammen med medejerne, Tom Pedersen og Rasmus Treumer, solgte firmaet til Fellowmind.
I dag investerer trioen, igennem firmaet Nordenly Ejendomme, i byggegrunde og ejendomsudvikling, og her er det Jan Betzer Pedersen, der tager sig af driften, mens de to øvrige er fortsat med it-arbejdet hos Fellowmind.
Netop nu er man i gang med at opføre 15 rækkehuse på Ryttervej i Aars. De er fra 80 op til 114 kvadratmeter, og skal stå færdige i maj. På nuværende tidspunkt er syv af husene udlejet.
- Jeg tror, det er et ganske godt udtryk for, at Aars er inde i en meget positiv udvikling. I modsætning til resten af Vesthimmerland stiger befolkningstallet støt og roligt. Vi er langt fra de eneste, der bygger nyt, og det ser ikke ud, som om det kniber med salg eller udlejning, siger Jan Betzer Pedersen.
- Man kan også se, at flere nye kædebutikker etablerer sig, og det gør de jo ikke, hvis ikke de tror, der er noget at komme efter. Vi får også henvendelser fra potentielle lejere i Aalborg, og det er ikke kun, fordi de synes, Aars er en dejlig by, men også fordi de har næsten lige så gode muligheder for at handle her.
Erfaren bygherre
Når det alligevel ikke er så ulogisk, at han har kastet sig over ejendomme og byggeri, skyldes det den succes, trioen havde med Cescom.
Firmaet voksede fra etableringen i 2002 stille og roligt ud af de eksisterende rammer, og derfor byggede man i 2012 nyt domicil på Industrivej 50.
Siden fulgte to tilbygninger og til sidst endnu et nyt domicil på nabogrunden Industrivej 48. Alle byggerier med Jan Betzer Pedersen som bygherre.
Den erfaring bruger han altså nu. Også når Nordenly Ejendomme tager fat på sit næste projekt.
Firmaet har erhvervet et stort areal i Gyvellunden, der skal byggemodnes, og hvor lokalplanen giver mulighed for op til 50 parcelhuse.
Hvad det præcist munder ud i og hvornår, afhænger af flere faktorer.
I første omgang skal arkæologerne have tilfredsstillet deres nysgerrighed, da arealet ligger i området, hvor Vesthimmerlands Museum for et år siden opdagede det såkaldte "Wood Henge". Det optræder nu på Slots- og Kulturstyrelsens top 10 over museernes mest opsigtsvækkende fund i 2025.
Der er desuden flagermus i nærheden af Gyvellunden, og det kan også få indflydelse på projektet og tidshorisonten. Men så er det op til Nordenly Ejendomme selv.
- Hvis vi ikke kan udleje alle boligerne på Ryttervej, venter vi. Og i første omgang sætter vi hele arealet til salg som byggegrunde, og hvis vi ikke får solgt alle 50, bygger vi selv 20 rækkehuse i stil med dem, vi bygger nu, siger Jan Betzer Pedersen.