Ramte plet: Heldig byfest satte ny rekord
Det var en rigtig god idè at vende tilbage til byparken, understregede årets Kimbrerfest
AARS: Billige fadøl, let adgang - og så lidt held med vejret.
Det koncept holder, når man laver byfest i Aars, kan komitéen bag Kimbrerfesten konstatere, og derfor er det noget, man også kan regne med at møde i byparken Anlægget næste år.
553.800 kroner kan de otte foreninger bag sætte ind på kontoen, lyder resultatet, efter at alle relevante tal er lagt sammen og trukket fra. Og dermed gik det bedre, end man næsten turde håbe på. Og det er også rekord.
Og så endda efter en slem vejrudsigt. Men heldigvis en af dem, der ikke levede op til sit dårlige rygte. Der blev ikke brug for paraplyer eller regnbukser. Så bliver festen som regel lidt sjovere.
Tilbage efter corona
- Sidste år gik Kimbrerfesten også godt, og vi fik over en halv million kroner i overskud. Men dengang var det første byfest efter corona, og vi vidste ikke, om det gode resultat mest var fordi folk trængte til at komme ud, eller fordi konceptet var det rigtige. Nu tør vi bedre tro på det, fortæller Allan Mølgaard, næstformand i komitéen.
I år havde byens borgere således bedre mulighed for at tage rundt til festivaler og bruge de penge, man hver især havde afsat til fest, inden kalenderen viste torsdag den 8. september. Men rigtig mange stod ved indgangen og ville ind til alt det sjove, da det gjaldt. Godt 15.000 fordelt over de fire dage.
Billig musik en succes
- 30 kroner for en fadøl er ikke meget, og noget mindre end det kostede for nogle år siden. I komitéen har vi sagt, at vi heller vil tjene det samme på to fadøl, som man kan gøre andre steder på én. Det ser også ud til at det er lykkedes os at få flere til at starte festen på pladsen i stedet for at varme op hjemmefra, siger Allan Mølgaard.
Blandt andre ting glædede komitéen sig over, at det lykkedes at trække rigtigt mange unge til koncert, selv om man ikke havde store navne at byde på.
Byfesten flyttede i nogle år ud bag messecenteret efter at en række motions-installationer tog en del plads op. Her svigtede interessen fra gæsterne imidlertid, og festen flyttede tilbage i Anlægget, hvor den har været i årtier. Nytænkning - blandt andet en midlertidig overdækning af bækken - har givet ekstra plads.