
Ny køkkenchef på plads på Amerika
33-årige Maria Grazia Caride, der stammer fra Venezuela, er ansat som køkkenchef i Restaurant Uafhængig, der er en del af Hotel Amerika i Hobro.
Der hviler et ambitionernes pres på skuldrene af den erfarne kok, for hun skal lede en restaurant, der sigter højt.
I februar blev hun ansat som assisterende køkkenchef på Hotel Amerika, og nu har hun overtaget chefopgaven efter David Pedersen, som feriecentret Himmerland i Gatten har hentet som køkkenchef.
Hotel Amerika har også ansat 24-årige Malthe Bang Hansen, der er ny assisterende køkkenchef. Han har kokkeerfaring fra blandt andre Ruths Hotel og Restaurant Struktur i Aalborg.
Menukortet vil forandre sig, men basis skal være den klassiske franske og europæiske gastronomi.
Hendes sydamerikanske baggrund bliver der ikke plads til.
- Nej, det tror jeg ikke, vores gæster vil bryde sig om. Så ville jeg køre restauranten i sænk, smiler hun.
Hoteldirektør Peter Hansen forklarer, at Hotel Amerikas køkken er et slags tveægget sværd. Mandag til torsdag serveres god mad til overnattende forretningsfolk, mens der i weekenden skiftes gear til den gastronomisk høje klinge med fine dining med fire eller otte serveringer.
- Med Maria og Malthe i spidsen for vores køkkenteam har vi store ambitioner om at løfte serveringerne i Restaurant Uafhængig til nye højder. Maria har en enorm viden og erfaring indenfor klassisk gastronomi. Malthe har i sine stillinger udvist flot og sikker faglighed, siger Peter Hansen.

