Billede beskrivelse

Ny chef i Føtex vil være byens købmand

13. oktober 2023 kl. 12.00
Opdateret 18. oktober 2023 kl. 13.14

Det er et nyt ansigt, man vil møde, hvis man fra 23. oktober spørger efter chefen hos Føtex i Hobro.

Han hedder da Niels Gårde og kommer fra en stilling som varehuschef hos Føtex i City Vest i Aarhus. Her var han efter tre år med til at lukke butikken sidst i august, og han har også været med til at flytte en Føtex i Sønderborg.  

Ansættelsen er en del af en rokade, der sender den nuværende chef, Lars Lind, til Viborg for at blive varehuschef der fra 16. oktober.

Den 38-årige Niels Gårde har været i Salling Group i 16 år og altså det meste af sit arbejdsliv. Han ser frem til at komme til Hobro:

- Jeg glæder mig til at være et sted, hvor jeg forestiller mig, at man kommer hinanden ved og til virkelig at dyrke det lokale liv. Jeg vil være byens købmand, siger Niels Gårde.

- Jeg har selv været med til at fylde varer op tidligt om morgenen. Er der kø ved kassen i Hobro, så sætter jeg mig gerne og servicerer kunderne, ligesom jeg heller ikke har problemer med at gå ud til flaskeautomaten og få øl-snask på skjorten. Så tager jeg en ren på - det er ikke noget problem. 

- Det er vigtigt for mig, at jeg er synlig både over for kunderne og medarbejderne, siger han.

Varehuset i Hobro har eksisteret siden 1968.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste