Billede beskrivelse

Ny bog: For initiativrige Niels er intet umuligt

04. november 2024 kl. 14.02

HIMMERLAND: Forfatteren Helge Søgaard, der har stået bag mange og flotte bogudgivelser, er igen aktuel med en ny bog.

Denne gang er det en omfattende biografi om Niels Moes med titlen ”Intet er umuligt”. Og dykker man ned i den smukke bog, så varer det ikke længe, for man må give forfatteren ret i, at bogens titel på bedste vis udtrykker den energi og virkelyst, som har kendetegnet Niels Moes gennem hans snart 80-årige liv.

Niels Moes’ livsværk er ubestridt Rebildcentret og det imponerende Kildetårn, der knejser over både Thingbæk Kalkminer og Gravlev Ådal og som er et overflødighedshorn af interessante og vedkommende aktiviteter. Men bogen er også omkring det faktum, at det er Niels Moes der skal have æren for, at Regan Vest blev åbnet for publikum. Som nabo til den hemmelige bunker så han tidligt potentialet og indledte derfor en årelang dialog med Beredskabsstyrelsen, for at få stedet frem i lyset – så at sige.

Billede beskrivelse

Bogen er en spændende rejse, ja nærmest en odyssé gennem tid og sted, for med en barndom i de historiske Kaløskove og en familiemæssig kulturarv bestående af skov- og naturfolk, så har Niels Moes virkelig været vidt omkring. Uddannet skovfoged og landinspektør, ansættelser i flere amter, Fredningsstyrelsen og Naturstyrelsen og dermed med muligheden for at sætte sig markante naturmæssige og historiske aftryk.

Lokalt skal både Gravlev Sø og MosskovPavillonen takke Niels Moes for, at de findes i dag, ligesom han med et stærkt fokus på kulturhistorien og naturen omkring ham, altid har været optaget af at skabe noget. Ikke mindst tilgængelig natur der gerne må betrædes.

- Man kommer vidt omkring med Niels, siger forfatter Helge Søgaard med henvisning til en udtalelse fra en af Niels´ betroede medarbejdere. Og det udsagn holder stik. Det er en spændende bog om et usædvanligt initiativrigt og spændende menneske.

- Jeg er utroligt glad og beæret over, sådan at få mit liv sat på tryk, og jeg vil gerne takke Helge Søgaard for den fine og indsigtsfulde måde, hvormed han har håndteret de nemme og lette perioder, men især også de mere vanskelige og tunge tider, som mit liv også har budt på, lyder det fra Niels Moes.

Bogen er layoutet med historiske fotos fra Niels Moes´ eget arkiv, foruden mange nye og meget smukke optagelser fra Gravlev Ådal og Rold Skov. Alt dette har Karen Kimmer Lemvig, der både har været fotograf og grafisk designer på bogen.

Den præsenteres for en indbudt kreds midt i november, og er straks efter i handlen hos lokale boghandlere og udvalgte dagligvareforretninger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste