Nørager Vandværk har fået ny formand
NØRAGER: Der var både fremmøde og fremtid på dagsordenen, da Nørager Vandværk afholdt årets generalforsamling på Nørager Kro. Flere borgere end tidligere år deltog i mødet, hvor der blev set tilbage på et aktivt år - og peget frem mod nye initiativer.
Det fortæller Nørager Vandværk.
I sin beretning gennemgik formand Niels Fruekilde årets vigtigste begivenheder. De seneste år har vandværket arbejdet på at etablere en ny boring. Planen er, at der i løbet af foråret gennemføres en prøveboring for at undersøge, om der er tilstrækkelige vandressourcer.
Kasserer Kristen Stagstrup fremlagde årsregnskabet, som viser et underskud på 30.000 kroner - tæt på et nulresultat. Året har været præget af renoveringsarbejde i Nørager, og det fortsætter i det kommende år, hvor arbejdet på Bredgade får stor betydning.
Der var genvalg til bestyrelsen. På revisorposten blev Poul Erik Larsen valgt, da Kaj Bjørn ikke ønskede genvalg.
Bestyrelsen havde desuden stillet forslag om at ændre vedtægternes § 3, så lejere fremover kan deltage i generalforsamlingen - og også vælges til bestyrelsen. Forslaget blev vedtaget enstemmigt.
Under mødet orienterede Palle Pedersen fra AN-Energi om det omfattende renoveringsarbejde på Bredgade, som vil præge byen resten af 2026.
Generalforsamlingen markerede samtidig et generationsskifte. Efter mere end 25 år som formand - og endnu flere år i bestyrelsen - har Niels Fruekilde valgt at træde tilbage. Ny formand er Kim Byrialsen. Formandsposten er ikke ukendt i familien, da hans far bestred hvervet i en årrække i forrige årtusinde.