Louise Thisgaard Sieker.
Mennesker

Muslingebyens uundværlige tovholder: - Byen har så mange styrker

22. juli 2023 kl. 19:01

Løgstør er en levende og aktiv handels- og turistby med mange forskellige aktører, der på hver deres måde arbejder målrettet på at gøre byen så attraktiv og spændende som overhovedet muligt. Midt i det hele står Louise Thisgaard Sieker. Hun binder tingene sammen.

Idéen er så god, at man udefra kan undre sig over, at nogle byer overhovedet kan få tingene til at fungere uden en person som Louise. I alle byer findes der nemlig en række forskellige foreninger, organisationer, råd og attraktioner, som hver især har deres eget interesseområde, men som helst skal spille i takt for at få det optimale ud af den fælles indsats.

Det erkendte de i Løgstør for efterhånden 15 år siden, hvor Løgstør Erhvervsråd, Løgstøregnens turistforening, Løgstør Handel, Branding Løgstør og Løgstørs største turistattraktion, Limfjordsmuseet, gik sammen om at lancere Løgstør som Muslingebyen. I den forbindelse blev det besluttet, at der skulle ansættes en person, der havde et ben i alle lejre og det forkromede overblik.

Ingen planer om at skulle retur til Vesthimmerland

De sidste fire år har den person været 33-årige Louise Thisgaard Sieker.

- Jeg stammer fra Farsø, men var flyttet til Aalborg og havde umiddelbart ingen planer om at skulle tilbage til Vesthimmerland, men den her stilling som kommunikationsmedarbejder og blæksprutte for hele Løgstør lød simpelthen bare for spændende, så jeg søgte og fik jobbet, fortæller Louise Thisgaard Sieker, der er uddannet i kommunikation og oplevelsesdesign fra Aalborg Universitet, og som formåede at lokke sin ærkeaalborgensiske mand Tobias med til Løgstør, hvor familien i dag også tæller drengene Hugo og Asger på henholdsvis to og fem år.

- Det har været fire fantastisk spændende år. Der sker simpelthen bare så meget i den her by, og jeg elsker alsidigheden i jobbet og at arbejde sammen med så mange forskellige mennesker og aktører. Både de professionelle og de frivillige. Der er så mange engagerede ildsjæle, der bare vil Løgstør det bedste, og det giver mig en masse at arbejde sammen med dem og binde det hele sammen, fortæller Louise Thisgaard Sieker.

Louise har sit kontor på Limfjordsmuseet, der også betaler den største del af hendes løn, hvilket vil sige små 40 %. Resten betales af de øvrige aktører.

Udover at være koordinatoren med overblikket – bl.a. via månedlige fællesmøder – laver hun det meste inden for marketing, branding, web, sociale medier, projektudvikling, events m.v. Hun både skriver tekster og står for det grafiske layout.

Løgstør står ikke i skyggen af en storby

- Jeg synes, at Løgstør som by har mange styrker, hvor jeg ser det helt afgørende, at vi er tilpas langt væk fra Aalborg, så vi på den måde har vores helt egen identitet uden at stå i skyggen af en storby.

- Andre tilsvarende byer af vores størrelse, der er tættere på Aalborg, kæmper med, at mange tager til Aalborg for at gå på restaurant, shoppe eller på jagt efter oplevelser, ligesom storbyens mulighed for bosætning også er en konkurrent på den front.

- Her er vi tilpas langt væk fra Aalborg, hvilket betyder, at vi selv skal skabe noget, og det er helt klart en styrke. Ikke mindst, fordi vi netop er gode til at skabe noget, siger Louise Thisgaard Sieker – muslingebyens uundværlige tovholder.

Annonceret indhold

Nyeste