Morten Dragsbæk i gang med et projekt i en lade på et nedlagt landbrug.
Mennesker

Morten tog springet: Nu er han selvstændig

10. november 2022 kl. 16:03

SKØRPING: Det er 45-årige Morten Dragsbæk, der midt i oktober har kastet sig ud som selvstændig el-installatør med virksomheden Dragsbæk El-service.

- Efter en del år som sælger af kontorartikler og kontormøbler, besluttede jeg for efterhånden 10 år siden, at der skulle ske noget nyt. Jeg gik i gang med elektrikeruddannelsen, som jeg for tre år siden besluttede at udbygge med uddannelsen til autoriseret el-installatør. Her blev jeg færdiguddannet i sommers, fortæller Morten Dragsbæk.

- Faktisk var det min plan, at jeg ville på udkig efter et job som projektleder eller lignende i en større virksomhed, men i takt med, at jeg blev færdig med uddannelsen, fik jeg idéen og lysten til at starte for mig selv, og efter lidt betænkningstid slog jeg formelt dørene op til Dragsbæk El-service midt i oktober.

- Da jeg var elektriker, arbejdede jeg hos Nordjysk El- og Alarm, og de har hyret mig nogle dage om ugen, og derudover har jeg allerede fået fint med opgaver. Så selvom jeg selvfølgelig lige skal i gang og få gjort opmærksom på, at jeg eksisterer, så har starten sammenlagt været ganske fornuftig, lyder det fra Morten Dragsbæk.

Morten Dragsbæk startede Dragsbæk El-Service midt i oktober, og har fået en fin start.

Dragsbæk El-service tilbyder alle former for traditionelle el-installationsopgaver til både private, erhverv og det offentlige.

- I første omgang har jeg fokus på at skabe et godt fundament af kunder, hvilket skal ske gennem at levere kvalitetsarbejde og at yde en rigtig god og fleksibel service. Det har altid været vigtigt for mig.

- Derfra vil jeg udvikle virksomheden, og drømmen er bestemt, at jeg på et tidspunkt kan ansætte folk. Jeg har ikke ambitioner om at blive en stor virksomhed, men 2-3 ansatte vil være helt perfekt, siger Morten Dragsbæk.

Privat bor Morten Dragsbæk i Skørping med hustruen Janne og parrets to børn, Louie på 12 år og Silke på 13 år. Virksomheden drives hjemme fra privaten på Gl. Skørpingvej.

Annonceret indhold

Nyeste