Mikkel scorede topkarakter: - Det er første gang
Efter tre et halvt år som tømrerlærling – heraf de sidste to år hos Døstrup Tømrerforretning – kan 24-årige Mikkel Ulnits Lauridsen nu kalde sig tømrersvend. Og han afsluttede sin eksamenen på Aalborg Tekniske skole på allerflotteste vis. Med et 12-tal i både teori og praksis.
- Jeg har i tidens løb fået udlært flere lærlinge i min virksomhed, men det er første gang, at det er med to 12-taller som afslutning. Så jeg er selvfølgelig meget stolt, ikke mindst på Mikkels vegne, fortæller Daniel Fyllgraf Nørgaard, indehaver af Døstrup Tømrerforretning A/S.
- Det kom dog ikke som den helt store overraskelse. Mikkel er fagligt fantastisk dygtig og har samtidig et eminent overblik. Mens han har været lærling i vores virksomhed, har han også altid taget et kæmpe ansvar, og han har absolut potentialet til at blive en fremragende projektleder, og jeg håber da, at det bliver hos os, lyder det fra Daniel Fyllgraf Nørgaard.
Mikkel Ulnits Lauridsen, der er født og opvokset i Brøndbjerg tæt ved Arden, har de seneste år boet i Hobro, men er lige flyttet til Aalborg. Han giver sin læreplads en stor del af æren for den flotte eksamen.
- Døstrup Tømrerforretning er en supergod arbejdsplads, hvor jeg fra dag et har fået masser af ansvar og prøvet mange forskellige spændende opgaver. Selvom man er lærling, så bliver man ikke bare sat til at feje eller rydde op. Du er virkelig en del af teamet, og det er selvfølgelig kommet mig til gode, da jeg skulle op til min afsluttende eksamen. Her kunne jeg virkelig bruge den erfaring, jeg har fået her i virksomheden, der i øvrigt også sætter en stor ære i at lave tingene ordentligt og i den bedste kvalitet, hvilket jo også er en kæmpe fordel, lyder det fra Mikkel Ulnits Lauridsen.