Marlene Svoldgaard Madsen i chefstolen
JOB: Får ansvar for salg og indkøb hos Aage Vestergaard Larsen i Mariager
MARIAGER: Marlene Svoldgaard Madsen, 44 år, er udnævnt til intern salgs- og indkøbschef i Aage Vestergaard Larsen A/S.
Den nyudnævnte chef er i plastbranchen kendt for sit salg af genanvendt plast, men også for indkøb af spildprodukter i plast.
De seneste fire år har Marlene Svoldgaard Madsen fungeret som teamleder for salg og indkøb hos Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager.
Mere end 20 års erfaring med salg og indkøb i plastbranchen besidder den nye chef dermed.
- Marlene har sammen med sit team en væsentlig del af æren for, at Aage Vestergaard Larsen A/S høster meget positive tilbagemeldinger fra både kunder og leverandører i vores kunde/leverandør undersøgelser, lyder skudsmålet fra Franz Cuculiza, der er administrerende direktør hos Aage Vestergaard Larsen A/S.
- Gennem sit virke i Aage Vestergaard Larsen A/S har Marlene Svoldgaard Madsen udvist evne til og flair for at kombinere virksomhedens interne ressourcer i produktionen og administration til løsninger, som altid sigter på at komme vores kunder og leverandører til gavn.
- Vi ser frem til den her skærpelse af vores organisation, som utvivlsomt vil styrke os eksternt såvel som internt, hilser Franz Cuculiza.