Billede beskrivelse

Livsglad og gæstfri: Lisy Sørensen fra Hobro fylder 90 år

En rigtig "Hobro-pige" fylder rundt på fredag

17. juli 2018 kl. 11.11

HOBRO: Lisy Sørensen fylder fredag 20. juli 90 år.

Fødselaren er en rigtig Hobro-pige, idet Lisy Sørensen blev født på Strandvej 31.

Som ung var hun kontorelev ved Aalborg Stiftstidendes Hobro-redaktion.

Under krigen mødte hun sin kommende mand Kaj "Moses" Sørensen, som var og blev hendes livs store kærlighed.

Sit livs store kærlighed

Sammen fik de otte børn, der voksede op på Fayesgade og siden hen på Østervang, hvor Lisy og Kaj byggede hus.

Huset på Østervang var fyldt med liv og aktivitet. Kaj "Moses" var meget aktiv i Hobro IK, og derfor stod døren altid åben for unge fodboldspillere.

Altid åbent hus i Villa Uro

"Villa Uro" kaldte Lisy Sørensen huset på Østervang.

Der var altid mange omkring bordet, og tit spiste børnenes venner med.

Lisy elskede at holde hus og at holde huset åbent for alle.

Derfor blev hun også dagplejemor, for såvel børnebørn som for andres børn.

Kaj og Lisy fik 59 dejlige år sammen indtil Kajs død i 2004.

Derefter flyttede Lisy i en lejlighed på Adelgade, hvor hun er meget glad for at bo.

Lisy er en meget livsglad og gæstfri kvinde, som altid har sat stor pris på at få besøg af familie, naboer og venner.

Fritiden går med at læse bøger og avis, og hun er levende interesseret i alt hvad der sker omkring hende.

Lisy Sørensen holder meget af at se fodbold i fjernsynet.

Især HIK’s superliga kampe ser hun hver gang, de vises på tv.

Hun har 17 børnebørn og 11 oldebørn, som ofte kigger forbi.

Fødselaren er hjemme på selve dagen, og på lørdag vil hun blive fejret af sin store familie.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste