Teaterleder Susanne Sangill overrækker prisen til den 26-årige sopran Lise Robenhagen Hjørne. Foto: Opera i Rebild
Mennesker

Lise modtog fornem pris

17. august 2022 kl. 15:00

I forbindelse med Opera i Rebilds 20. sommerkoncert i bakkerne blev der uddelt en musikpris til den unge sopran Lise Robenhagen Hjørne.

Musikprisen uddeles til et lovende ungt lokalt talent, der har gjort sig særligt bemærket indenfor den klassiske musik. I løbet af de sidste 20 år er prisen gået til både sangere, musikere og dirigenter.

Dette års musikpris blev givet til et særligt sangtalent, nemlig den 26-årige sopran Lise Robenhagen Hjørne.

Lise kommer fra Strandby i Nordjylland, hvor hun både er skattet og afholdt. Hun har her et meget trofast publikum, der altid kommer til hendes koncerter, og så kalder de hende vistnok ”vores operasanger”.

Lise begyndte sin sangeuddannelse på MGK-Nord i Aalborg tilbage i 2014. I 2017 havde hun færdiggjort uddannelsen som kirkesanger på Vestervig kirkemusikskole. Fra 2017 til 2020 tog hun en bachelor på Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra hun også blev færdig som kandidat i klassisk sang i 2022.

Undervejs er hun blandt andet blevet undervist af fremragende sangere som Elisabeth Dreisig og Henriette Bonde Hansen, begge har tidligere været solister i Opera i Rebild. En af hendes hovedlærere var Bodil Øland, og sideløbende har hun taget adskillige masterclasses.

Lise er da heller ikke helt uvant med at modtage priser. Allerede tilbage i 2010 blev hun årets kulturtalent i Frederikshavn, og i 2019 modtog hun Kappelborg Skagens Talentpris. Lise Robenhagen Hjørne har da også allerede et omfattende CV med flere koncerter.

I forbindelse med prisoverrækkelsen i Rebild gav Lise selvfølgelig også et bevis på sit store talent, da hun sammen med Aalborg Symfoniorkester sang Norinas arie fra Donizettis komiske opera Don Pasquale.

Prisen blev overrakt af Susanne Sangill, der samtidig med sin tale lavede et lille interview med prisvinderen.

Da Lise blev spurgt ind til, hvordan det var at vokse op i det der for nogen betegnes som udkantsdanmark og have en særlig interesse for opera, svarede Lise:

- Jeg har altid haft en særlig interesse for klassisk sang og er altid blevet bakket op af både familie og venner og i det hele taget det sted, jeg kommer fra.

Det kunne man ved selvsyn opleve under prisoverrækkelsen, hvor der lød piften og hurraråb fra den grønne plæne, hvor Lises faste publikum selvfølgelig var mødt talstærkt op for at hylde deres sanger.

Susanne Sangill lagde også særligt vægt på, at den traditionsfyldte musikpris gives til et særligt nordjysk talent, og vigtigheden af at understøtte de talenter, der er i netop vores område.

Musikprisen er på 25.000 kroner og sponseres af Gudrun og Palle Mørch Fonden. Med i prisen følger et diplom designet af billedkunstneren Synnøve Carlsson.

Annonceret indhold

Nyeste