Trods en græsk hverdag føler Lene Papaikonomou sig særdeles hjemme hos Imerco i julemåneden. Her er hun blevet en tradition efter tre årtier som julehjælp.
Mennesker

Lene vil hellere hygge: Dropper Rhodos for at pakke andres julegaver ind

30 år i træk er græsk-dansker fløjet fra Grækenland for at stå bag skranken i nordjysk isenkram i december

07. december 2021 kl. 17:34

AARS: Nogle drømmer om at opleve græsk jul med noget højere varmegrader end dem Nordjylland byder på. Men for Lene, med efternavnet Papaikonomou, går trafikken den anden vej.

I år er det 30. gang at hun rejser fra sit hjem på Rhodos - og temperaturer som en dansk forårsdag - for at stå bag disken hos Imerco i Himmerlandsgade i Aars. Her er hun juleassistent og nyder travlheden mellem metervis af julepapir og kilometer af farvestrålende bånd. Ellers er det ikke rigtigt jul, mener hun.

Ingen græsk hygge

- Det her danske begreb "hygge" har man altså ikke i Grækenland. Og vi kan godt hygge i butikken, selv om vi også har en del at lave, fortæller Lene Papaikonomou.

Det samme oplever butikschef Gitte Haparanda:

- Allerede i september begynder kunder at spørge: "Kommer hun også i år". Det er først når Lene kommer i løbet af november, at vi for alvor ved, at det snart er jul for os. Det er altid dejligt når hun kommer, fortæller Gitte Haparanda en travl eftermiddag.

Ville se verden

Der er selvfølgelig også en speciel historie bag den græsk-danske Lene Papaikonomous juleudflugter. Hun er vokset op i Farsø, hvor hun også blev uddannet i Imerco, kort efter at butikskæden blev til.

- Da jeg var udlært sidst i 80'erne, ville jeg lige ud at se lidt af verden. Så jeg blev rejseleder. Mit første job var på Rhodos - og så kom jeg jo ikke længere, fortæller den 58-årige super-pendler.

Rigtigt gættet, læser: Lene blev pladask forelsket i en flot græsk mand. Ham har hun dannet par med siden, fået to døtre, der også har givet dem børnebørn. Og efter over 30 år i Middelhavet er Lene blevet græsk i det meste. Undtagen om julen.

Det er altid spændende at se, hvad der er af nyheder op til julen, synes Lene, der også er glad for gensynet med mange kunder, som hun har kendt i årevis.

3500 km. på arbejde

- Jeg har holdt jul på Rhodos de første år. Men de fejrer først julen første juledag og får først pakker til nytår. Og maden er en eller anden steg. Uden rødkål, selvfølgelig - men det har jeg fået lavet om på, smiler hun.

Om sommeren er hun i turistbranchen, der ligger temmelig død i vintermånederne. Her var der rum til at tage de 3500 kilometer nordpå igen, tænkte hun.

Da hun i 1991 hørte, at der blev søgt juleassistance i butikken i Aars, søgte hun jobbet. Hun fik det og fandt ud af, at det lige var det, hun savnede, når hun også kunne tage hjem til sin "gamle" familie.

- Jeg er så taknemmelig for, at jeg år efter år kan vende retur til det sted, jeg stammer fra, med søde kollegaer og kunder, jeg kan hjælpe med at finde den perfekte julegave. Der er ingen bedre måde at fejre jul på for mig, forklarer Lene Papaikonomou.

Rødkål som bonus

Selve juleaften når hun dog tilbage til Grækenland og fejrer højtiden med mand, børn og børnebørn. Først på dansk, siden på græsk. Her skal børnebørnene snart lære den lektie, Lenes døtre måtte lære da de var små:

- De mente jo, at vi bare kunne få gaver juleaften, og så igen til den græske fejring nytårsaften. Men den går ikke, måtte jeg jo fortælle dem.

Lene Papaikonomou venter bestemt at traditionen med at tage til Danmark i december kan fortsætte mange år endnu. Så kan hun også få noget rødkål med hjem til Rhodos,

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu