Billede beskrivelse

Kun hvert fjerde år: Lokale spejdere er rejst til Sydkorea

06. august 2023 kl. 07.00

I skrivende stund befinder Sofie My Agerholm sig i Sydkorea med omkring 45.000 andre spejdere fra hele verden.

Fra 1. til 12. august afholdes der nemlig verdensjamboree, som kort sagt er én stor spejderlejr for spejdere i hele verden – og så afholdes den kun hvert fjerde år.

- Lige nu har vi en hedebølge med cirka 32 grader, så det er lidt varmt, især når vi sover i telte. Men vi får det bedste ud af det og gør, hvad vi kan, fortæller Sofie My Agerholm over telefonen.

Hun er taget afsted med to andre spejdere fra DDS Skørping Gruppen, men omkring 400 danskere fra forskellige spejdergrupper i Danmark deltager – både spejdere og spejderledere, fortæller Niels Agerholm, leder af gruppen og far til Sofie My.

En god energi

Under en verdensjamboreen bliver spejderne blandt andet klogere på andre landes kulturer.

- I nogle lande kan spejderne slet ikke komme ud i naturen på grund af giftige kryb, så på den måde er det en mulighed for vores spejdere at lære om nogle helt andre kulturer, og det er det selvfølgelig også for spejderne i andre lande, siger Niels Agerholm.

For Sofie My Agerholm er mødet med andre kulturer et stort højdepunkt ved turen.

- Det er allerede en fuldstændig sindssyg og helt vild fed oplevelse. Der er så mange mennesker fra forskellige kulturer, og det er rigtig fedt at opleve.

- Når man er spejder på en lejr, er man venner med alle. Vi hilser altid, når vi går forbi hinanden, og vi snakker med rigtig mange. Det er også en tradition i spejdermiljøet, at man bytter mærker og tørklæder, og det gør vi også rigtig meget her. Der er bare en vildt god energi, og det er så fedt at være her.

En tur spækket med aktiviteter

Indtil videre har Sofie My Agerholm besøgt en gammel by, hvor hun sammen med de andre prøvede en del sydkoreanske ting. De har blandt andet spillet på en koreansk fløjte samt lavet armbånd og vifter.

- Samtidig lærte vi noget om, hvordan de ting hænger sammen med deres kultur, fortæller hun.

Hvilke aktiviteter, dagen byder på, får spejderne ikke at vide på forhånd.

- Vi får først vores aktiviteter udleveret om morgenen, men på et tidspunkt skal vi prøve nogle vandaktiviteter, hvor vi blandt andet skal lave forhindringsbaner på vandet. Det lyder så fedt, og jeg glæder mig rigtig meget til det.

Rundrejse i landet

Inden hun ankom til lejren, besøgte hun flere steder i Sydkorea for at opleve landet, hvilket ofte hører med, når man som spejder deltager i en verdensjamboree.

Sammen med sin gruppe tog hun afsted en uges tid før og har blandt andet besøgt en nationalpark og landets hovedstad.

- Vi har oplevet rigtig meget i Seoul. Både i forhold til mad, men også kulturen generelt. Vi var blandt andet i Seoul Tower, hvor der er udsigt over hele byen, og vi besøgte også en af de rige dele af byen. Vi har virkelig bare fået et fedt indtryk af Seoul og Sydkorea.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste