Jeppes drøm er gået i opfyldelse: - Det er kæmpestort
Først var det en drøm, så blev det et mål og nu er det virkelighed. Jeppe fra Aars er årets elev i Jysk
AARS: Da Jeppe Hald Jensen for to år siden startede som elev i Jysk i Aars, havde han en drøm om en dag at stå på scenen til Jysks interne awardshow, hvor de hylder medarbejdere, som har ydet en ekstraordinær indsats.
En drøm, der nu er blevet til virkelighed for den 20-årige himmerlænding. Han er nemlig blevet kåret til Årets elev 2022. Hvert år starter 200 elever i Jysk, så for Jeppe, der beskriver sig selv som et stort konkurrencemenneske, har det stor betydning at vinde.
- Det er kæmpestort. Det er en af de fornemmeste priser, man kan få i Jysk, så det betyder kæmpe meget, siger han.
Faktisk var det slet ikke meningen, at Jeppe skulle have været elev i Jysk, for han havde allerede en aftale med en tøjbutik om en elevplads.
- Men chefen i Jysk, hvor jeg havde været ungarbejder i halvandet år, fik overtalt mig til at blive elev der i stedet for, fortæller Jeppe.
Og det er han glad for den dag i dag, hvor han er souschef i Jysk i Støvring. En stilling han fik lige efter han blev færdigudlært i juli i år.