Kenneth Dahl Knudsen - her ved St. Økssø tæt på Arden. Privatfoto
Mennesker

International jazzmusiker hylder Arden på nyt album

24. juni 2022 kl. 15:11

Den prisvindende og internationalt anerkendte nordjyske jazzmusiker Kenneth Dahl Knudsen har netop udgivet albummet ”Atlas”, der tager lytteren med på en helt særlig musikalsk rejse, der ender i Arden, hvor Kenneth er født og opvokset.

På det nye anmelderroste album tages lytteren således med til ni forskellige destinationer rundt omkring i Verden. Steder, der alle har haft en helt særlig betydning for Kenneth Dahl Knudsen.

Man kommer med til Chorzow, Tripoli, Buenos Aires, Vilnius, Masada, Galway, Kangerlussuaq, Tiznit, inden rejsen og albummet slutter i Arden.

Om inspirationen til nummeret ”Arden” fortæller Kenneth Dahl Knudsen:

På albummet har Kenneth Dahl Knudsen allieret sig med en række fantastiske musikere med rod i forskellige traditioner. Pressefoto

- Da jeg voksede op i Arden, så jeg den bare som en hvilken som helst anden by. Men der var trygt og godt, og vi havde vores lille fællesskab, men det var egentlig ikke noget, jeg dengang værdsatte. Shame on me. Det kom først senere, da jeg tog ud i verden. Da jeg fik noget perspektiv og erfarede, at hele verden ikke minder om Arden. At der er steder, hvor tryghed ikke er en selvfølge, og hvor den ro, der eksisterer i Arden, er helt utopi.

Ifølge Kenneth Dahl Knudsen er Arden et fantastisk lille sted, og han er stolt over, at det har været hans base, mens han voksede op.

- Alt musikken på albummet er dedikeret til steder rundt på kloden, og da jeg skrev nummeret ”Arden” var det med de mange ture rundt om Store Økssø, de sene sommeraftener med fodbold i højmarken og morgencykelturene på vej til skole i baghovedet, siger Kenneth Dahl Knudsen.

I øvrigt har albummet ”Atlas” fået superflotte anmeldelser – blandt andet fem stjerner i Nordjyske Stiftstidende.

Nyeste