Helga fra Hobro udstiller i golfklub
KUNST: Helga Bønsvig sætter kolorit på Mariagerfjord Golfklubs lokaler
HADSUND: Kunstner Helga Bønsvig, Hobro, er ny udstiller hos Mariagerfjord Golfcenter.
En udstilling med kunstnerens værker kan ses i marts og april måned i golfklubbens lokaler, Mariagervej 101 ved Hadsund.
Helga Bønsvig er medlem af Billedkunstnernes Forbund og har været med på flere censurerede udstillinger og gallerier.
Abstrakt og koloristisk
I Helga Bønsvigs abstrakte og koloristiske værker fungerer farven som et væsentligt omdrejningspunkt.
- Jeg undersøger effekten af farveinteraktioner, farvens sanselige styrke og forbindelsen mellem farve og form, skriver Helga Bønsvig i en præsentation af sig selv.
Alle er hjerteligt velkomne til at se udstillingen i Mariagerfjord Golfcenter.
Dertil kan de nyde den fantastiske udsigt over Mariagerfjord - og måske nyde en kop kaffe til, inviterer Bent Roland Nielsen fra Mariagerfjord Golfklub.