Havnefoged havde 40-års jubilæum

14. juni 2022 kl. 07.30

Havnefoged Ib Johansen blev fredag middag hædret for sin ansættelse som havnefoged i Løgstør. Det skete ved en lille sammenkomst ved det gamle lodshus, som nu tjener som havnefogedens residens.

Vesthimmerlands Kommune havde i en annonce opfordret folk på havnen til at møde op for at hilse på Ib på jubilæumsdagen, og det var der også mange, der gjorde. Både borgmester, bådelaug og folk fra Vesthimmerlands Kommunes afdeling på havnen var mødt op for at fejre jubilaren.

Teamleder ved Vesthimmerlands Kommune, Carsten Agesen, holdt en tale for Ib, hvor han fortalte om det lange ansættelsesforløb.

- Du kender alle, og alle på havnen kender dig. Sejlere på vej kommer forbi for lige at hilse på dig på turen. Du er Løgstør havn på alle måder, lød det blandt andet fra Carsten Agesen.

Også Allan Ritter fik ordet og roste jubilaren.

- Da jeg var en knægt, vidste vi godt, hvem Ib på havnen var, og at vi ikke skulle begynde på narrestreger der, fortalte Allan Ritter og sluttede med et par historier om jubilaren fra Ibs velmagtsdage. Gæsterne blev trakteret med pølser fra en pølsevogn, som var opstillet tæt på lodshuset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste