Fyrkat Q’s U-14 piger blev jyske mestre
INDEFODFOLD: Pigefodbold samarbejde tog titel - inden coronakrisen
MARIAGERFJORD: Fyrkat Q - fodboldsamarbejdet mellem klubberne Valsgård IF, Hobro IK, IF Jarl Arden og Mariager IK - nåede inden coronakrisens udbrud at hjemføre titlen som jyske mestre i indefodbold.
Hæderen stod U-14 pigerne for.
I de indledende runder blev det i syv kampe til fire sejre, en uafgjort og to nederlag - nok til at kvalificere sig til semifinalen, hvor FC Skanderborg ventede.
Semifinalen blev et stort drama, der endte uafgjort, og derfor skulle i forlænget spilletid.
Sejrsmål blev underkendt
Her scorede Fyrkat Q, hvad de i første omgang troede var sejrsmålet.
Men en fejl ved dommerbordet betød, at Fyrkat Q-pigerne, der allerede havde forladt banen i forvisning om semifinalesejren måtte tilbage på banen til yderligere tre minutters forlænget spilletid - eller til første scoring.
Og det finalegivende mål blev scoret af himmerlændingene, som dermed i finalen skulle møde et andet klubsamarbejde i skikkelse af SUB 88 bestående af spillere fra klubberne Skals FF, Ulbjerg IF og Borup IF.
Også finalen bød på en meget lige og dramatisk kamp, hvor Fyrkat Q mod slutningen formåede at holde stand med bare to spillere mod fire på banen - og vinde 4-3.
Dermed kunne Fyrkat Q hyldes som jyske mestre.