Husets overetage er ombygget til atelier, hvor Lis kan udfolde sig, når inspirationen kalder.  Foto: Helge Søgaard
Mennesker

Fine penselstrøg i Hjedsbæk

Det startede i det små ved køkkenbordet, men siden har blomstermalerierne grebet om sig for Lis Tulstrup Petersen

07. januar 2021 kl. 10:15
Husets overetage er ombygget til atelier, hvor Lis kan udfolde sig, når inspirationen kalder.  Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard
Lis Tulstrup Petersen med et karakteristisk blomsterbillede.  Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard

Det har været lidt på samme måde som med de blomster, hun maler med de fineste penselstrøg. Først skal tingene spire og modnes, inden al herligheden går i blomst og folder sig ud i hele sin pragt. Sådan har det også været med Lis Tulstrup Petersens åbenlyse talent som kunstmaler. Noget, som bare er vokset og vokset efterhånden, som hun har arbejdet med motiver og teknik.

- Jeg har altid interesseret mig for naturen, men det var især en biologilærer helt tilbage i min skoletid, der åbenlyst sendte på min kanal, som gjorde mig interesseret i de smukke planter og blomster, som vi har i rigt mål i vores natur, siger Lis Tulstrup Petersen, der også verbalt gerne udtrykker sig i billeder.

- Derfor kommer inspirationen ofte til mig, når jeg eksempelvis går en morgentur og ser blomster eller græs i grøftekanten. Så er det med at komme hjem og lave en skitse eller nogle gange at male direkte på lærredet.

- Mine billeder er et udtryk for min egen livsopfattelse, hvor jeg bevidst går uden om begrænsninger og i stedet tænker i muligheder med afsæt i det at være mig selv. Jeg ser et motiv og kan falde i staver over en detalje i naturen, som sammenlagt giver mig både en ro til at iagttage, men også inspiration til at opdage nye ting og bygge videre herpå, når jeg omsætter det til motiver på lærredet, fastslår Lis Tulstrup Petersen.

- Det handler nemlig ikke alene om at se et motiv, men om at opdage hvor meget mere, der er i det.

I sammenhæng med dette nævner Lis Tulstrup Petersen med begejstring bevægelsen ”Vild med Vilje”, som netop handler om flere blomster langs vejene, i og omkring landbruget og mere natur, der hvor mennesker bor, arbejder og leger.

Den bevægelse passer utroligt godt ind i hendes kunstneriske univers, hvor netop blomstermotiverne fylder de mange lærreder i Lis Tulstrup Petersens atelier.

Startede ved køkkenbordet

Den kreative side af Lis Tulstrup Petersen, som er uddannet pædagog og senest kranio sakral terapeut, blev for alvor foldet ud omkring årtusindeskiftet. Dengang med et stykke plastik på køkkenbordet, som underlag for staffeliet, men i 2010 blev en del af husets overetage ombygget til atelier. Her strømmer dagslyset ind fra vinduer i syd, vest og nord, suppleret af en lampe med dagslyspære her i den meget mørke tid.

- Det har den helt store fordel, at jeg kan gå op og male, når inspirationen kalder på mig, fastslår Lis Tulstrup Petersen. Hun har ofte flere lærreder i gang på samme tid, for skabelsen af et maleri foregår i såvel praktiske som mentale lag.

Lis Tulstrup Petersen tester motivet undervejs i processen og bygger det færdige resultat op fra både baggrund, blyantsskitser af blomsterdetaljer og altså inspiration fra visuelle oplevelser, som hun henter direkte i naturen. Alt sammen fører det frem til de mange fine detaljer, der gør hendes billeder helt unikke. Teknikken er mangesidet med acryl, kul, grafit og oliepastel, og især tusindvis af fine penselstrøg, hvoraf nogle udføres med ganske små fjer fra en sneppe, som netop kan afsætte de helt fine små farvestreger, som danner blomstermotiverne på hendes billeder.

Udstillinger i Italien og Spanien

Karrieren som kunstner fik et ekstra skub, da hun i 2013 pludseligt blev kontaktet af en gallerist fra Galleria De’ Marchi i Bologna i Italien.

- Hun havde fundet mig og mine billeder på nettet og inviterede mig til at udstille i Bologna. Jeg måtte virkelig læse den invitation flere gange, inden jeg turde tro på den. Men jeg kastede mig ud i det og rejste til Italien med et udvalg af mine billeder. Det blev til endnu en udstilling samme sted året efter, for interessen fra publikum i Middelhavsregionen var stor. Så stor, at der også kom udstillinger i både Alicante og Madrid i Spanien på plads i de efterfølgende år. Det var en både overraskende og vild oplevelse, men også en kæmpe anerkendelse, sådan at komme fra Hjedsbæk og være til fernisering med min egen kunst så langt uden for landets grænser, smiler Lis Tulstrup Petersen.

I 2021 folder hun sin kunst ud på hjemlige udstillinger. Først på en godkendt udstilling på den store kunstmesse Art Nordic i København i april, fulgt op af en udstilling på Galleri Sønderborg i historiske omgivelser langs med Alssund. Og, når lyset bryder frem af vintermørket, skal der søges flere motiver og inspiration i naturen omkring Hjedsbæk.

Man er velkommen på galleriet på Hjedsbækvej 236 i Suldrup. Ring gerne forinden på tlf. 21739856 eller se mere på www.listulstruppetersen.com

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu