Få det bedste ud af en svær situationen
UDELIV: ”Natur Mette” fra Valsgaard giver gode tips til at indtage naturen
MARIAGERFJORD: Få det bedste ud af en svær situation, for vi må da heldigvis stadig gerne bevæge os ud i naturen, så længe vi gør det med omtanke.
Sådan lyder opfordringen fra Mette Ósland Pedersen, bosat i Valsgaard og til daglig selvstændig natur-, kultur og friluftsformidler i Himmerland.
Natur Mette, som hun kalder sig, giver gerne tips til udeaktiviteter med børnene.
Og når foråret nu er over os, og vejret arter sig mildt og godt - hvorfor ikke bruge nogle af de fælles familietimer på at komme ud i det grønne?
I den nære natur
Natur Mette giver hver dag gode tips og idéer til ude/natur-aktiviteter i den nære lokale natur.
Aktiviteterne kan foregå i jeres egen have, i byrummet eller i skoven.
Fere af de tilrettelagte ting foregår med udgangspunkt i Låenhus Naturskole øst for Hobro, men de fleste aktiviter kan fint udfoldes andre steder, forsikrer Mette Ósland Pedersen.
- Noget af det mest populære har været ”sløjfe-løb”, der er lagt ud i Låenhus-skoven.
Her findes to afmærkede ruter, der tager jer rundt i skoven og ved fjorden i naturskønne og varierede omgivelser.
Løb med poster
- Undervejs finder I poster, der skal løses, og løbene er ikke længere og sværere, end at de allerfleste kan være med.
Løbene ligger til fri afbenyttelse, og I kan bruge dem, når det passer ind i programmet .
- Men sørg endelig for at holde afstand og tage hensyn til andre i skoven, minder Natur Mette lige om.
I finder i øvrigt aktivitetsmaterialer, sløjfe-løbskort og videoer på Natur Mettes facebookside.
Hver dag - nye aktiviteter
- Dermed kan kan I udføre aktiviteterne eller løse opgaverne, hvor og hvornår det passer jer.
Hver dag kommer der nye aktiviteter og tips til naturaktiviteter.
- Rigtig god fornøjelse, inviterer Mette Ósland Pedersen alias Natur Mette, som I finder på www.facebook.dk/naturmettedk.
Og vær forsigtig derude.