Dans er godt – også for sindet
REBILD: 20 voksne borgere med sårbarhed eller i udsatte positioner har dette efterår haft stor glæde af tilbuddet "Dans for sindet", hvor musik, dans, hygge og fællessang har givet deltagerne et frirum, der har skabt tryghed, glæde og nye relationer. Aktiviteten, der har fundet sted på Spillemandsmuseet i Rebild, har sikkert været styret af de to spillemænd og tovholdere, Else Schmidt og Karin Skovmand.
To af deltagerne, Ole Torp og Lisbeth Sabroe, sætter et par ord på deres erfaringer med forløbet:
- Selvom jeg bor alene, er jeg ikke ensom, men det er ikke altid let at tage initiativ til sociale aktiviteter. ”Dans for sindet” gav mig et spark i rumpetten til at komme afsted – og det har været godt. Jeg har mødt nye mennesker og virkelig nydt musikken og sangen, fortæller Ole Torp.
Lisbeth Sabroe, som til daglig passer sin syge ægtefælle, beskriver tilbuddet som sit personlige frirum:
- Det har været en opladning for mig. Jeg har lært, at det er okay at grine og more sig, selvom hverdagen er fyldt med udfordringer, fortæller hun.
”Dans for sindet” er blevet til gennem et samarbejde mellem Museum Rebild, Sundhedsværkstedet/Idræt for sindet i Rebild Kommune og aftenskolen LOF Mariagerfjord/Rebild.
Der starter et nyt forløb af "Dans for sindet" i januar 2025 med plads til endnu flere deltagere.
Tilbuddet er åbent for alle borgere med sårbarhed eller i udsatte positioner – uanset om man bor i Rebild Kommune eller ej.