Cirkusleg og bevægelse til alle børnehaver i Vesthimmerland
AARS: Alle børnehaver i Vesthimmerlands Kommune har netop modtaget det nyeste univers fra den almennyttige forening Action Kids: "Action Kids i Cirkus”. Det er blevet muligt takket være en generøs donation fra Fonden for Sparekassen Farsø.
Bevægelse, leg og sanser er helt centrale i børns udvikling, som også fremhæves i Trivselskommissionens seneste rapport “Et dansk svar på en vestlig udfordring” (februar 2025). Her slås det fast, at fysisk aktivitet, motorik og bevægelse bør prioriteres i børn og unges hverdag for at styrke både trivsel og fysisk helbred.
Børnehaverne i Vesthimmerlands Kommune har gennem de sidste fem år deltaget i Action Kids’ arbejde med at få flere børn i bevægelse. Med den nye donation får alle nu adgang til endnu flere sjove og aktive stunder, hvor musik, leg og bevægelse smelter sammen under det farverige tema “Action Kids i Cirkus”.
Initiativet har vakt stor begejstring i kommunen. Byrådsmedlem og konstitueret formand for Børne- og Familieudvalget, Jeppe Korreborg Pedersen, udtaler:
- På vegne af vores børnehavebørn er jeg meget glad for donationen fra Fonden for Sparekassen Farsø. Det er en donation, der vil vække stor glæde blandt vores børn i vores daginstitutioner. “Action Kids i Cirkus” har fokus på bevægelse gennem leg, bevægelse og musik.
- Vi elsker at se vores børn danse rundt, lege og gennem det musikalske blive klogere og komme tættere på hinanden. Donationen kommer derfor til at skabe meget glæde rundt i kommunen.
Action Kids er en analog papkasse med lydfil og instruktionsmanual til 25 minutters fysisk aktivitet. En fortællerstemme guider børnene gennem fantasifulde universer ved hjælp af musik, lydeffekter og illustrationer. De kan blandt andet tage på bondegårdsbesøg, zoofari, rumrejse – og nu også i cirkus.