Billede beskrivelse

Birte render af pladsen efter 48 år

28. august 2025 kl. 11.20
Opdateret kl. 13.45

AARS: Birte Kragbech Nielsen havde onsdag sidste arbejdsdag i Peders Bageri i Himmerlandsgade i Aars, og det markerer afslutningen på et langt arbejdsliv. 

Selvom hun som 64-årig er et stykke fra pensionsalderen, har hun nu valgt at benytte sig af den såkaldte Arne-pension, der kan bevilges efter mange år på arbejdsmarkedet, for Birtes vedkommende 48.

- Jeg har faktisk arbejdet, siden jeg var 16 år, men har haft perioder, hvor jeg var uden for arbejdsmarkedet. Nu vil jeg gerne slutte for at nyde mit otium sammen med min mand, fortæller hun.

Birte Nielsen har i de seneste 11 år arbejdet i Peders Bageri, hvor hun efterhånden er den i butikken, der har været der længst. Men hun er også glad for arbejdet.

- Vi har travlt, men får også tit en sludder med kunderne, ikke bare de faste, hvor man lige hører, hvordan det går, men også folk, der er på tur, og som lige skal have sig en sandwich og en sodavand. Så hører man, hvor de har været, og hvor de skal hen. Det er hyggeligt. Det er kundekontakten, jeg holder mest af ved jobbet, siger hun.

Med de faste kunder ved man ofte, hvad de vil købe, inden de kommer til disken. Men nogle gange skal man passe på at tage tingene for givet.

- I Brugsen havde vi en kunde, der købte en kasse øl, hver gang han handlede. En dag havde han så ingen ølkasse, og da jeg spurgte ham, skulle han da absolut ikke have noget øl og blev lidt muggen, så man skal passe lidt på, hvad man siger, smiler Birte Nielsen.

Hun er ufaglært, men har stort set siden skoletiden pejlet sig ind på butiksjobbet.

- I skolen var jeg i butikker, hver gang vi var i erhvervspraktik. Jeg startede godt nok med at være fabriksarbejder på to fabrikker i træk, men efter at jeg havde fået børn, har det handlet om at stå i butik lige siden, siger Birte Nielsen, der har to sønner på henholdsvis 39 og 44 år.

På CV'et står en række købmands- og Brugsforretninger. Senest og længst i Dagli'Brugsen i Øster Hornum, hvor hun nåede at være i 17 år. Men det ændrede lukkeloven på.

- Den blev givet fri, og det betød, at en del kunder fra Øster Hornum begyndte at handle mere i Aalborg, og at jeg blev sat på nedsat tid. Jeg gik på supplerende dagpenge, men da de udløb, søgte og fik jeg jobbet her i bageriet, og her har jeg været siden. Det er knap så hårdt. Der er ingen tunge løft, som der var i Brugsen, hvor jeg havde ansvaret for frugt og grønt, fortæller hun.

Nu venter pensionen, og den skal nu bruges til at rejse oftere og tage på ture med hendes mand.

- Vi er heldigvis friske og raske og kan godt lide at tage ud i det blå i den friske luft sammen med vores hund, og for mit vedkommende får jeg mere tid til at gå i hobbyværelset og være kreativ. Det glæder jeg mig til, siger hun.

Som kollega og medarbejder vil Birte Nielsen givetvis blive savnet.

- Hun er simpelthen altid så sød og smilende, og så er hun meget lattermild, så vi har det rigtig godt sammen. Hun måtte gerne være blevet lidt længere, siger kollegaen Emma Trinderup, der har været Birte Nielsens kollega i to år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste