Birgitte Wilsted Simonsen (K) skal i sin tid i byrådet i Rebild Kommune samle skrald på i alt 157 kilometer - en for hver personlig stemme, hun fik ved kommunalvalget i 2021
Mennesker

Birgitte holder sit valgløfte: Skal samle skrald på 157 kilometer lang strækning

På sit første år i byrådet har Birgitte Wilsted Simonensen (K) indsamlet affald på 36,5 kilometer landevej - og hun fortsætter de kommende år

13. januar 2023 kl. 11:58

REBILD: Langt fra alle valgløfter bliver holdt, men en byrådspolitiker er godt på vej til at overholde sit.

I nu godt et år har byrådsmedlem Birgitte Wilsted Simonsen fra Det Konservative Folkeparti samlet affald langs vejene i Rebild Kommune.

Det gør hun ikke kun for at gøre noget godt for miljøet, men også fordi hun ved kommunalvalget i 2021 lovede det: At samle affald langs en kilometer vej for hver personlig stemme, hvis hun kom i byrådet.

Og med 157 personlige stemmer og en plads i byrådet, var der ikke andet at gøre end at finde sko og affaldssække frem. 

Indtil videre er det blevet til 13 indsamlingsture på i alt 36,5 kilometer - måske endda længere, idet en vej først kan registreres som "færdig", når der er samlet affald i begge vejsider, fortæller Birgitte Wilsted Simonsen. Dermed er hun altså godt på vej til at nå de 157 kilometer, hun skal igennem på sine fire år i byrådet.

Resultatet af affaldsindsamlingen for 2022 har - selv om hun løbende har lavet optællinger - overrasket den lokale byrådspolitiker. For den samlede status for 2022 viser, at der er indsamlet hele 242 kg affald.

Birgitte Wilsted Simonen (K) skal i sin tid i byrådet samle skrald på 157 kilometer - her er et uddrag fra en af hendes første 13 ture.

- Jeg har selv været overrasket over mængden af affald. Det svarer jo til, at der for hver kilometer, som jeg har gået, er indsamlet over 6,5 kilo affald. Det, synes jeg, er rigtig meget. Det er således blevet til en del ture på genbrugspladsen med sorteret affald, ligesom vi hjemme af Rebild Kommune har fået en ekstra skraldespand til pap/papir og plast/metal, fortæller Birgitte Wilsted Simonsen.

Blandt det indsamlede er blevet noteret 757 øl- og sodavandsdåser, 111 glasflasker, og 75 plastflasker. Derudover har Birgitte Wilsted Simonsen fundet meget plastaffald, dele fra biler, medicinglas, en metalgryde, hjulkapsler og en tom tegnebog.

Birgitte Wilsted Simonsen fortsætter med sine affaldsindsamlinger også i 2023. Her er man mere end velkommen til at give en hånd med, ligesom der også findes organiserede affaldsindsamlinger, man kan deltage i.

Annonceret indhold

Nyeste