Anders og Co. giver en håndsrækning til Ukraine
LØGSTØR: Den private hjælpeorganisation Better Tomorrow lægger nu an til sin tredje donation til Ukraine. Bag Better Tomorrow står Anders Peter Hansen, der til daglig er public affairs-konsulent i Norlys og altså også samler ind til Ukraine.
Donationen består først og fremmest af en varebil, men den er fyldt med forskelligt grej, især værktøj.
- Begge dele skal leveres til den ukrainske organisation Brave to Rebuild, som arbejder med at genoprette huse ødelagt under invasionen i Kyiv-regionen, ikke mindst i Bucha, der blev hårdt ramt, da Rusland begyndte sin invasion i februar 2022, fortæller Anders Peter Hansen.
Han er ikke alene om indsatsen. Han samarbejder blandt andet med en anden privat hjælpeorganisation United Equality i Sverige. Den drives af Samuel Naumovski Vickius.
- Han og jeg og min ukrainske kæreste, Daria Boiko, tager af sted sammen. Vi leverer tingene direkte til Brave to Rebuild for at sikre os mod korruption, som desværre er et stort problem i Ukraine, siger Anders Peter Hansen.
Han har selv deltaget i arbejdet med genoprette bygninger og kender derfor den ukrainske organisation ganske godt.
- Den består af både ukrainske og udenlandske hjælpearbejdere, der drager ud hver weekend for at arbejde, fortæller han.
Værktøjet doneres sammen med byggematerialer af entreprenørvirksomheden Pihl & Søn. Andre ting doneres af en anden dansk hjælpeorganisation, Hjælp Ukraine.
- De samler alt muligt ind, som kan bruges i Ukraine. For eksempel samler de efterladte telte på Roskilde Festival, som kan bruges ved fronten, fortæller Anders Peter Hansen.
Den ukrainske samarbejdspartner har bedt om, at donationen foregår med deltagelse fra den danske ambassade.
- Desværre har ambassadøren ikke mulighed for selv at være der, men der kommer en kontorchef fra ambassaden. Vi mødes også med ukrainske parlamentsmedlemmer fra præsident Zelenskyjs parti, siger Anders Peter Hansen.
Han er folketingskandidat for Liberal Alliance og tidligere præsident for Ungdommens Nordiske Råd og er interesseret i at styrke de politiske relationer til Ukraine.
Men lige nu gælder det altså primært om at række en hjælpende hånd til Ukraine og ukrainerne, og trioen drager af til Ukraine nu på mandag.