Mikael Lytken siger farvel til Rosendalskolen i Hørby Skoleby ved Hobro. - Jeg har nydt hver dag de sidste fem år. Jeg har været glad for at snakke med børnene og de unge, samarbejde med personalet og forældrene. Det har ikke været en let beslutning, forsikrer han. 
Mennesker

53-årig leder siger stop - han vil holde arbejdspause

17. maj 2023 kl. 13:17

HOBRO: Rosendalskolen i Hørby Skoleby ved Hobro skal se sig om efter en ny leder. Den 53-årige læreruddannede skoleleder, Mikael Lytken, Hobro, har sagt sit job op og stopper ved udgangen af skoleåret. 

Det er præcis fem år siden, Mikael Lytken tog tøjlerne på Mariagerfjord Kommunes største folkeskole.

- Det har ikke været nogen let beslutning, for jeg har været og er glad for mit arbejde på Rosendalskolen. Jeg har nydt hver dag i de sidste fem år, jeg har været her, siger Mikael Lytken. 

Karrieren har budt på ledelsesopgaver i både Mariagerfjord Kommune og Viborg. 

- Det er et meget spændende, komplekst og tidskrævende arbejde. Til sommer er det 26 år siden, jeg blev uddannet lærer, og der er opstået en eftertanke, forklarer han. 

- Nu vil jeg tillade mig selv en arbejdspause, hvor jeg tænker mig om. Jeg tygger på, hvad jeg skal fremover. Måske noget i samme boldgade, måske noget helt andet, siger Mikael Lytken. 

Han har med andre ord ikke nogen fiks og færdig plan for fremtiden.

Inden Mikael Lytken tog fat på Rosendalskolen 1. juni 2018, ledede han Løgstrup Skole i Viborg Kommune i godt seks år. 

Skruer vi tiden længere tilbage, til 2008-2011, var Mikael Lytken afdelingsleder på Arden Skole. 

Se også
48-årig lærer tilbage til Rosendalskolen som leder
Annonceret indhold

Nyeste