Simested Kro er tilbage med stegt flæsk, lørdagsbal og Reunionsfest
SIMESTED: Den tidligere konkursramte kro i Simested i Vesthimmerland er atter klar til at genåbne.
Det sker torsdag 22. juni, hvor kroen atter kan byde gæsterne velkomne i lokalerne på Boldrupvej 75.
- Vi har længe savnet at kunne tilbyde vores populære torsdagsret - stegt flæsk og persillesovs. Den glæder vi os til at servere igen - hver torsdag, skriver Hotel Simested Kro i en pressemeddelelse.
Nordjyske har tidligere omtalt genåbningen af kroen og den kommende Reunionsfest.
- Vi er glade for at kunne meddele, at vi er vært for festen 14. oktober. DJ Peter Christensen og
Diskotek Venus vil præcis som før i tiden sørge for masser af god musik. IF KVIK vil
sørge for salg af drikkevarer, lyder det fra Hotel Simested Kro.
Der kommer senere nærmere oplysninger om, hvornår billetsalget til festen starter.
For det modne publikum vil der fra fra 19. august være lørdagsbal hver anden lørdag, hvor et orkester spiller op til dans.