Ny sushirestaurant åbner i uopdyrket område
STØVRING: Der er efterhånden ikke langt mellem de nordjyske sushirestauranter, men i området umiddelbart syd for Aalborg er der faktisk en pæn køretur, hvis man har smag for den japanske mad. Det er nu på vej til at ændre sig.
39-årige Mads Lange åbnede 20. november 2024 Sushimania i Aars og er nu hastigt på vej til at åbne sin anden restaurant - denne gang i Støvring.
- Støvring er interessant, fordi den er i vækst, og der kommer mange tilflyttere, og så selvfølgelig fordi der ikke er noget sushi i forvejen, så jeg har længe været på udkig efter en egnet placering i byen. Nu dukkede den helt rigtige mulighed op - nærmest hen over natten, og så var det om at smede, mens jernet var varmt, siger han.
Restauranten åbner i Jernbanegade 16, der indtil for nylig husede en skønhedssalon, og der er nu kun få uger, til Mads Lange kan byde de første sultne gæster indenfor.
- Jeg har mine kokke på plads og søger nu ekspedienter. Det bliver tilsyneladende ikke noget problem. Jeg har fået godkendt mine jobopslag på Facebook-grupperne Skørping og Job i Nordjylland, og har på et døgn modtaget omkring 20 ansøgninger, fortæller han.
Støvring og ikke mindst Jernbanegade er efter hans opfattelse det helt perfekte sted at åbne.
- Støvring har et stort opland, og der er 15 kilometer til den nærmeste sushirestaurant i Aalborg Storcenter. Jernbanegade er dér, hvor det sker, med pizzarestauranter, specialbutikker, Netto og så videre, og så ligger det kun 100 meter fra bus- og togstationen, påpeger han.
Mads Lange havde tidligere sit eget firma, hvor han solgte alarm- og overvågningsudstyr til virksomheder, men siden 2016 har han været en del af ejerkredsen bag Sushimania-kæden. Med etableringen i Aars og nu Støvring har han i stedet bevæget sig over blandt kædens franchisetagere.
- Jeg har altid haft noget for mad, specielt sushi, og kundeservice, og nu har jeg fået lyst til at drive restauranter selv, forklarer han.
Mads Lange er i øvrigt langt fra færdig med at åbne nye restauranter.
- Jeg har kig på nogle andre placeringer, men jeg kan ikke sige så meget mere. Konkurrenterne kigger jo med, siger han.
Åbningsdagen er ikke fastsat præcist, men det bliver midt i marts. Her deles der som altid, når en Sushimania åbner, 200 gratis sushi-bokse ud, men man skal ifølge Mads Lange ruste sig med tålmodighed og forberede sig på en god, lang kø.