Nu skal populært værtshus på anparter
En flok initiativrige folk har kastet sig ind i 2Cs overlevelseskamp
LØGSTØR: En flok initiativrige folk i Løgstør har besluttet at sætte det populære værtshus 2C i Løgstør på anparter.
Det sker, efter værtshuset pludselig lukkede forleden dag. Her blev den sidste øl langet over baren i 2C - i denne omgang.
Holdet bag takkede pludselig af - de har ellers drevet det de seneste fem år.
- Derfor forsøger vi nu at tage over ved at sætte værtshuset på folkeanparter, siger en af initiativtagerne, Jimmy Støttrup, der sammen med Ulrik Have, Lars Drejer og Morten "Fiffi" Jørgensen har kastet sig ind i værtshusets overlevelseskamp.
Håbet er at tegne 250-300 anparter.
Pengene fra anpartssalget skal blandt andet bruges på ansigtsløftning af værtshuset - samt køb af inventar.
Kigget regnskaber
- Vi har kigget regnskaber og drift, og økonomien i værtshuset er ok - et anpartsselskab kan godt køre videre med en ansat, siger Jimmy Støttrup, der sammen med sine "medsammensvorne" har brugt den seneste tid på at lave en forretningsplan.
Højst 10 anparter
- Der kan maksimalt købes 10 anparter á 1000 kr. pr. person, hvilket sikrer, at den bestemmende ejerandel ikke kommer til at ligge hos få personer.
- Blandt anpartshavere vælges fem medlemmer til bestyrelsen, som sammen med en daglig leder udgør selskabets ledelse, siger Jimmy Støttrup.
Han fortæller, at tanken er at den daglige drift vil blive varetaget af en fastansat bestyrer samt et team af øvrige ansatte.
Tidsplan
- Vi arbejder benhårdt på en plan for en genåbning, men igangsættelsen af planen afhænger dog af, hvorvidt der kan samles økonomisk opbakning til projektet.
- Der er allerede nu mange, som har vist interesse og hele 25 forskellige har allerede tegnet sig for én eller flere anparter. Vi er superglade for den opbakning, vi mærker for projektet, men vi har brug for flere, hvis vi skal nå i mål.
- Derfor håber vi på mange både hurtige og positive tilkendegivelser, således at vi kan få trykket på ”Go knappen” og komme i gang med de mange praktiske opgaver, som ligger og venter på at blive løst i forbindelse med en snarlig åbning, siger Jimmy Støttrup.