Nu er Skovens Fristelser på Aggersundvej klar til genåbning efter ubelejligt musebesøg. Arkivfoto: Nordjyske
Mus lukkede ishus i weekenden: Nu er de klar til genåbning
AARS: Et ubelejligt besøg fra en mus lukkede fredag ishuset Skovens Fristelser på Aggersundvej nordvest for Aars og tæt på Vesthimmerlands Flyveplads.
Men lørdag blev musen fanget - og siden har der ikke været nogen museaktivitet i ishuset.
Det skriver Skovens Fristelser i et opslag på Facebook.
Efterfølgende er ishuset blevet både grundigt rengjort og lige så grundigt gennemgået for mulige indgange for de små firbenede dyr.
Skovens Fristelser genåbner torsdag kl. 13.
"Tusind tak for jeres tålmodighed og forståelse de seneste dage. Nu glæder vi os bare til at få fyldt ishuset med glade gæster, vafler, kugler og rigtig sommerstemning igen," lyder det i ishusets opslag.