GastroTanken på Bavnebakken 2 i Støvring er genåbnet.
Mad & Drikke

Lukket restaurant er åbnet igen: Nu som byens nye burgerjoint

05. januar 2023 kl. 19:50

I sommers åbnede GastroTanken som et nyt og anderledes take-away-sted på Bavnebakken i Støvring. Stedet lukkede dog ned allerede i oktober måned, men nu er stedet genåbnet med et nyt koncept, hvor der er fokus på hjemmelavede burgere.

Stedet åbnede i sommers som sandwich-bar men satser nu i stedet på burgere.

- Vi blev desværre nødt til at lukke ned for en periode. Det skyldes, at stedets daglige leder af personlige årsager ikke havde mulighed for at fortsætte, og vi kunne ikke lige finde en afløser. Så vi så ikke anden udvej, end at lukke ned for en periode. Men hele tiden med intentionen om, at åbne op hurtigst muligt igen, og det er altså nu, fortæller indehaver Teit Vestergaard Kjeldsen, som også driver spisestedet og bageriet Bagtanker i Skørping.

- Lukkeperioden gav os også muligheden for at gentænke konceptet, og her bliver den helt store ændring, at vi i stedet for at være et frokoststed med fokus på sandwich satser på at lave områdets bedste burgere. Vi vil være Støvrings nye og bedste burgerjoint.

Det betyder også, at åbningstiderne justeres med fokus på aftenen, således at GastroTanken har åbent fra klokken 15.00 til 20.30 fra torsdag til lørdag, som til februar også udvides med søndagen.

Indehaver Teit Vestergaard Kjeldsen står også bag Bagtanker i Skørping, der blandt andet er kendt for surdejsbrød, kanelsnegle og andet lækkert.

GastroTanken er allerede genåbnet, men er fortsat i gang med at rekruttere det fornødne personale samtidig med, at selve madkonceptet løbende bliver tilpasset og udvidet.

- Vores plan er, at vi stille og roligt udvider med andre ting end burgere, blandt andet tapas, ligesom der i et eller andet omfang også vil komme forskelligt lækkert bagværk fra Bagtanker i Skørping på hylderne. Men alt det er vi ved at planlægge, slutter Teit Vestergaard Kjeldsen.

Annonceret indhold

Nyeste